Fra Løkken til Tversted med Vendsyssel Festival
Vendsyssel festival går den 6. august ind festivalens 6. uge med klassisk orienterede koncerter i hele landsdelen.
I uge 32 er det således muligt at være koncertgænger både i Løkken, Børglum, Sindal, Vidstrup, Hirtshals og Tversted.
Først på ugens program er Carion Blæserkvintet, der i Nordsøen Oceanarium i Hirtshals fremfører klassiske værker på en måde, som gør dem mere tilgængelige for et bredt publikum.
- For at opnå dette har Carion udviklet en unik stil, hvor de spiller uden noder, fortæller en foromtale fra Vendsyssel Festival om arrangementet.
Dagen rykker rækken af koncerter mod syd til Løkken, hvor koret Coro Misto med Søren Birch som dirigent synger sommerlig musik fra Norden og Baltikum. Koret har netop indspillet en cd, og koncerten i Løkken Kirke indeholder også indslag herfra.
Børglum Klosterkirke lægger kirkerum til onsdag den 8. august til en alsidig koncert med Trine Gadeberg, som sammen med Carl-Aage Eliasson, klaver og Jørgen Heick på trompet, trommer og keyboard leverer musik fra Andrew Lloyd Webber over danske sange til gospel numre.
Samme aften er der endnu en koncert i den anden ende af Hjørring Kommune, nemlig i Tversted Kirke, hvor Opus 4 spiller kammermusik af Bach, Corelli og Telemann.
Fredag den 10. august lægger Valfarter op til en Odyssé i nordisk folkemusik tradition med Johanne Buus Andersen, vokal og fløjte, Christian Risgaard, violin, hardingfele og bouzuki, Ib Buchholtz på harmonika samt Christine Dueholm på trommer og percussion. Denne koncert er i Sindal Bykirke.
Lørdag eftermiddag den 11. august i Vidstrup Kirke kommer publikum også på en rejse i musikkens land. Her fra tidligste barok til vor tid. Det er med Bjarne Hansen, violin og Anita Hyldgaard Samling, orgel, som tager fat på blandt andet Heinrich Biber, J. S. Bach Tor Aulin, folkemusik og nyere musik.