Billede beskrivelse

Fortuna Hjørring har fundet en ny cheftræner

Fodboldklubben har forfremmet ungdomstræner fra egne rækker

18. december 2019 kl. 08.47

HJØRRING: Fortuna Hjørrings Gjensidige Kvindeligahold har tirsdag præsenteret Niclas Hougaard som ny cheftræner, efter Carrie Kveton, der havde stået i spidsen for klubben i mere end halvandet år, brød kontrakten med Fortuna for tre uger siden, da hun havde fået et tilbud fra en anden klub.

Niclas Hougaard har været i klubben i halvandet år, hvor han har haft stor succes med klubbens U18-hold. Niclas Hougaard førte således U18-holdet til en DM-titel i 2018/2019-sæsonen for første gang i 20 år i klubben, og den triumf er ungdomsholdet på vej mod at gentage i denne sæson.

Fortuna Hjørring slog efter Carrie Kvetons afgang cheftrænerstillingen op for at se, om der meldte sig nogle spændende navne på banen.

Ifølge klubbens sportschef, Peter Enevoldsen, fik de flere interessante henvendelser, men i sidste ende var klubben bange for, at de ville miste et stort trænertalent, hvis ikke Niclas Hougaard på nuværende tidspunkt blev forfremmet til cheftræner for førsteholdet.

- Niclas var vores klare førstevalg, så vi var slet ikke i tvivl om, at det var Niclas, vi ville have fra dag et. Jeg har snakket med Niclas tidligere om, at vi så ham som en kommende træner for vores førstehold, men nu blev det lidt hurtigere end ventet med Carries afgang før tid, lyder det fra Peter Enevoldsen.

Fortuna Hjørring har lagt vægt på, at Niclas Hougaard har et indgående kendskab til klubben, samt at han har været med til at udvikle en god håndfuld af de nuværende spillere fra ungdomsspillere til førsteholdet. Derfor passer han ind i den filosofi, som Fortuna er ved at indføre.

- Der er mange unge, der er det, jeg kalder computertrænere, men Niclas kan gøre en forskel på banen. Han er taktisk dygtig, og vi er sikker på, at han er manden, der kan føre den spillestil, vi er ved at implementere til alle vores elitehold, ud i livet, siger sportschefen.

Fortuna Hjørring foretager ikke andre ændringer i trænerstaben efter forfremmelsen af Niclas Hougaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste