Forslag: Fred Tversteds grønne front

14. august 2018 kl. 10.58

En fredningssag er sandsynligvis på vej for at få fredet det meget varierede og enestående klitlandskab nord, øst og vest for Tversted by.

Forslaget har allerede fået opbakning fra flere side, og på onsdagens udvalgsmøde skal udvalget for teknik og miljø tage stilling til om Hjørring Kommune går ind for at rejse sagen.

Bag forslaget står Danmarks Naturfredningsforening, som for nogle måneder siden inviterede kommunen til et samarbejde om fredningen.

Efterfølgende har der været en dialog om ændringer af forslagets indhold, og direktionen indstiller nu til udvalget, at kommunen rejser sagen sammen med DN.

Området, der ønskes fredet, er beliggende mellem to eksisterende fredninger omkring henholdsvis Tversted Å og Flodbækken og rummer en flora og fauna, der er enestående på nationalt plan.

Med fredningen vil det storslåede klitlandskab blive beskyttet, og ved at give adgang til at pleje området kan den meget varierede, naturlige vegetation sikres mod fremvæksten af invasive arter, som f.eks. Rynket Rose. Ligeledes fastholdes og forbedres offentlighedens mulighed for at færdes og opholde sig i området, og fredningen kan hermed medvirke til at understøtte den kvalitetsturisme, Tversted er kendt for.

Administrationen vurderer, at fredningen vil være en gevinst for både natur, turisme, pris på nærliggende sommerhuse, friluftsliv og formidling og markedsføring af området.

Fredningsforslaget er blevet fremlagt for Borger- og Turistforeningen i Tversted, som bakker helt op omkring forslaget.

Det endelige fredningsforslag vil komme ud i offentlig høring efter en eventuel godkendelse og derefter indbringes for Fredningsnævnet.

Fredningen af den grønne front vil omfatte ca. 95 ha, men ifølge et overslag for de økonomiske konsekvenser vil erstatninger kun udgøre 130.000 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste