Forrygende tourstart for Amalie Thørholm

15. februar 2019 kl. 10.09

HIRTSHALS: Amalie Thørholms Jyllandstour blev skudt i gang i Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals, med en forrygende koncert, hvor alle forventninger blev indfriet.

Den Svenske Sømandskirke kunne på Valentines aften byde på hele to koncerter, og det tilbud var der mange der havde taget imod.

Den unge musiker Daniel Jul, indledte denne aften med sine egne sange og tekster, der med eftertænksomme tekster kredsede om alt fra kærlighed til samfundsrelaterede emner. Daniel Jul der allerede har utallige koncerter bag sig, rundt i hele landet både solo og med band, fik publikum i rette stemning inden Amalie Thørholm med band gik på scenen.

Amalie Thørholm og band startede ud med ’Om dig og mig’ og der blev gennem koncerten spillet på hele følelsesregistret. Forventninger, længsel og selvfølgelig om kærlighed, som i sangen ’Din for altid’, og i sangen ’Palmer og pagoder’, der handler om en ung piges drømme og tanker om fremtiden, viste Amalie sit store talent som sangskriver, foran et betaget publikum.

Den nordjyske sanger og sangskriver Amalie Thørholm, er ny kunstner på den danske musikscene, markerer med sin koncert i Hirtshals starten på en jyllandstour sammen med sit faste band.

Udover musikken fra Amalies EP, blev der spillet helt nyskrevet musik, og det faste band med Signe Michno på keys og kor, Lasse Baggenæs på guitar, David Hansen bas og Rasmus Wogelius på trommer, dannede de sublime musikalske rammer om Amalie Thørholms sange og tekster.

”Kærlighedsophørsudsalg” blev annoncerede af Amalie, som det sidste nummer koncerten, men de vedvarende klapsalver fra publikum, gjorde det nødvendigt, at Amalie og musikerne indtog deres pladser igen. Det blev til to ekstra numre. ’Love og koffein’ og ’Hvor er du nu’ afsluttede denne Valentines aften, som et flot punktum, som også slog tonen an til, at denne turne kun kan blive en succes, og en oplevelse ud over det sædvanlige.

Det blev en intens koncert der havde noget på hjertet, hvor der blev vist stort musikalsk overskud, og ikke mindst hvor alle forventninger blev indfriet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste