Forrygende juli for Hirtshals Museum
I hele juli måned har der været hektisk aktivitet på Hirtshals Museum, hvor museumsinspektør Christian Støve har fortalt historien om bjesken. Den lille skarpe bitter, som netop i Hirtshals er noget helt særligt takket være den tidligere sygeplejerske Signe Hansen, der skabte den velsmagende Klitbjesk. Haveholdet har arbejdet i Museumshaven med håndværk, der kendetegner den gamle fiskerby Hirtshals, og Damerne i Fiskekrogen har tilberedt mere end 3000 fiskefrikadeller og stegt i hundredvis af fiskefileter og røget lige så mange sild.
- I gennemsnit har der været mere end 100 gæster om dagen. På den bedste dag var der 190 besøgende i løbet af de seks timer, vi har åbent, fortæller en travl billetsælger Peter Musgaard.
I haven kunne de besøgende opleve pileflet, og fiskerne, der sad og byggede modelskibe i flasker. Der var rebslagning, splidsning af tovværk, og den gamle vodbinder Kurt Jensen stod og lavede kuglenet, som var noget af det første han lærte, da han som ung stod i lære som vodbinder.
- Jeg har slået knuder i 46 år, og det har ligget til familien at være vodbinder. Vi var fire brødre, der valgte denne levevej, fortæller Kurt Jensen.
Inger og Egil Jensen kom cyklende fra Tornby for at besøge Fiskekrogen, og de havde tilpasset ankomsten, så de kunne indtage frokosten med de berømte lune hjemmelavede fiskefrikadeller i museumshaven. Og næsten alle museets gæster nød også de hjemmelavede fiskedelikatesser fra Fiskekrogen, der i år kan fejre deres 25 års jubilæum.
- Fiskekrogen opstod da Ældrecenter Lynggården ønskede en liftbus, så beboerne kunne komme afsted på udflugter som en afveksling i hverdagen. Det er gået så godt med indtjeningen, at Fiskekrogen kunne anskaffe en liftbus til glæde for de ældre. Den første bus er sidenhen blevet udskiftet med en ny, og Fiskekrogen sørger for, at der til stadighed er penge til vedligeholdelse. Der bliver endda råd til en is til de ældre, når de er på udflugt, fortæller formanden for Fiskekrogen Herdis Haugaard.
At der er lykkedes at tjene så mange penge til gavn for de ældre på Lynggården skyldes udelukkende, at der er 21 frivillige, der sørger for alt det praktiske i det lille hyggelige fisketeria Fiskekrogen, og der er et stort antal velvillige sponsorer, der uden beregning leverer alle råvarer til Fiskekrogen.