Fornem udmærkelse til frisørelev
Pernille Hyldgaard Hansen fra Lendum har siden 2013 været elev hos Frisør Lindrup i Sindal. Snart er den 4-årige uddannelse afsluttet, og i den forbindelse har hun været til svendeprøve på Frisørskolen i Aalborg.
Svendeprøven er afslutningen på 8 skoleforløb med 10 ugers skoleuddannelse om året, der afvikles sideløbende med den praktiske uddannelse i frisørsalonen. Pernilles svendeprøve omfattede 5 discipliner: Herreklip, dameklip, hårfarvning, føntørring og opsætning af langt hår. Pernille imponerede dommerne med sin faglige dygtighed, og som én af de få fik hun tildelt en Bronzemedalje, og det er i frisørverdenen meget flot, idet det i praksis er det højeste opnåelige.
- Jeg er meget stolt over, at vi i Sindal har så dygtige elever, der kan begå sig over for elever fra langt større byer. Foruden Pernille bestod Kasper Andersen fra Mosbjerg, der var i lære hos Frisør Willy, også svendeprøven med bronze, fortæller Lasse Lindrup, der er indehaver af salonen.
Når den praktiske uddannelse afsluttes onsdag den 30. august begynder et nyt kapitel i Pernilles liv. Hun har endnu ikke taget endelig stilling til fremtidens udfordringer, men har flere muligheder i tankerne.