Foreningen Et Ben Foran inviterer flere ind i fællesskabet

Foreningen Et Ben Foran er en forholdsvis nystartet forening for alle amputerede og pårørende i Nordjylland

17. februar 2020 kl. 17.17

HJØRRING: Foreningen Et Ben Foran er en forholdsvis nystartet forening for alle amputerede og pårørende i Nordjylland.

Foreningen holder generalforsamling 25. marts på Sundhedscenteret, Bistrupvej 3 i Hjørring klokken 17.

Foreningen er stiftet på baggrund af et projekt på Sygehus Vendsyssel afdeling 109, som gerne ville gøre det bedre for deres benamputerede patienter.

To patienter, Jørn Katballe og Anette Ørtoft, og deres pårørende Britta Bak og Thomas Nielsen sagde ja til at sidde med i projektet.

Projektet blev et længere varende projekt, som endte ud med, at afdeling 109 Sygehus Vendsyssel, Hjørring vandt Årets Borgerinddragende Initiativ i 2018. Derudover blev der stiftet et Netværk for amputerede og pårørende som i første omgang etablerede sig under Dansk Handicap Forbund.

- I sommeren 2019 valgte vi at blive vores egen forening, da det ville give større muligheder for at søge forskellige fonde og vi kunne lave mere målrettede aktiviteter for netop amputerede og pårørende. oplyser formand Anette Ørtoft.

- Vi er 22 medlemmer og det er både amputerede og pårørende, og vi samles ca. fire-fem gange om året. Vi har det bare rigtig dejligt, når vi er samlet og det giver en anden dialog, når man taler med mennesker, som er ligestillet med en selv, og ved hvad man taler om, når man f.eks. taler om, at man har mange fantomsmerter eller andet det måtte være.

- Vi har besøgt forskellige virksomheder, som har interesse for netop vores medlemmer. Vi har besøgt en bandagist som fortalte om proteser og om hvilken træning der er vigtig både i forhold til dem der sidder i kørestol, men også dem der går fint på deres proteser. Vi har også besøgt en virksomhed som fabrikere hjælpemidler, og fået en indsigt i og viden om, hvilke hjælpemidler der findes.

- Men ellers er det meget det sociale det kommer an på.

- Mange amputerede mennesker kan have tendens til at gemme sig eller tænke, at man ikke er god nok, når man mangler en del af sig selv. Men den påstand tager denne forening lang afstand fra, for man er da lige så god, og indeholder lige så meget som menneske - uanset om man mangler et ben, en arm eller andet.

- Vi har lige været så heldig, at vi har fået kr. 10.000, - af Spar Nord Fonden til et foredrag, som vi skal have stablet på benene i 2020, det glæder vi os rigtig meget til.

Af hensyn til forplejning ved generalforsamlingen skal der ske tilmelding til Anette Ørtoft senest den 20. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste