HJØRRING: Når foreninger skal markere deres jubilæer i det fri, så bliver vejrudsigterne nervøst tjekker i dagene op til.
Men det er ikke nødvendigt for svømmeforeningen S68 i Hjørring, for 50 års jubilæet skal holdes inden døre - alligevel kan man dog med usvigelig sikkerhed fastslå, at det bliver en våd omgang: S68 har nemlig besluttet sig for at lægge beslag på hele svømmehallen i Vandhuset fra klokken 11 lørdag formiddag og fire timer frem, hvor der vil være gratis adgang.
- Vi synes det er flot, at en klub kan markere sit 50 års jubilæum i Hjørring i en tid, hvor der er mange andre tilbud til børn og unge, siger Peter Munk, der er formand for S68.
Og det er vel og mærke en klub med mere end 600 medlemmer; i løbet af jubilæumsdagen viser forskellige hold prøver på deres kunnen i Vandhuset.
Medlemsskaren er fordelt over mange forskellige hold - blandt andet svømmeskole, Aqua Fitness og Aqua Fun for juniorer, ligesom der er hold for voksne, som enten ikke er trygge ved vand eller som blot har lyst til forbedre deres teknik i vandet.
S68 kan også mønstre fire konkurrencehold med mere end 60 svømmere i alt i alderen otte til 18 år.
Selv om der er en del udgifter forbundet med at drive svømmeklub, som har en pæn andel af konkurrencesvømmere - der er bl.a. træner- transport- og lejrudgifter - så har klubben sorte tal på bundlinjen. Det skyldes ikke mindst, at frivillige rykker ud, når der skal besættes vagter ved de stævner som S68 arrangerer. I løbet af sommeren har man også afviklet to aqua-camps med 120 deltagere.
De senere år kan S68 også notere, at der er kommet mere fokus på sundhed; sidste år blev der oprettet et såkaldt hjertehold, hvor der tages hensyn til de begrænsninger, man har, hvis man eksempelvis har gennemgået en hjerteoperation. S68 er glade for de faciliteter, man har i Hjørring - men hvis Peter Munk måtte skrive en ønskeseddel, så kunne klubben godt ønske sig fitness-maskiner i Vandhuset til træning af svømmerne. Foruden den gratis adgang til svømmehallen kan børnene også glæde sig over, at der vanker slush ice og popcorn.tn
Forening gi’r en gratis dukkert
Svømmeforeningen S68 bliver 50 år og åbner sluserne for både badevand og slush ice i Vandhuset
24. august 2018 kl. 08.44