Foredrag om katastrofen på Scandinavian Star
Mike Axdal har forsøgt at finde sandheden om katastrofen - 8. oktober gæster han Astrup Forsamlingshus
HJØRRING: Grundtvigsk Forum i Astrup begynder på en ny sæson, og der er en række spændende foredrag på programmet.
Det første arrangement foregår tirsdag den 8. oktober kl. 19.30 i Astrup Forsamlingshus. Mike Axdal fortæller om katastrofen på Scandinavian Star den 7. april 1990. Han slap selv ud af det brændende skib med livet i behold, men han mistede både sin far og sin bror. Lige siden har Mike Axdal forsøgt at finde sandheden om katastrofen. Det er et arbejde, som har budt på megen modgang, og som har kostet ham enorme mængder papir, tid og penge. Mike Axdal vil fortælle om sine oplevelser om bord på Scandinavian Star og om, hvad hans undersøgelse af sagen har bragt frem.
Astrup Menighedsråd er medarrangør denne aften. Alle er meget velkomne til at deltage. Der vil være kaffe på kanden, men man bedes selv medbringe brød til kaffen.