Forædling af mennesket – før og nu
Kultur Hus Løkken fortsætter med de spændende foredrag fra Århus universitet som livestreamer til storskærm på lærerværelset på Løkken skole, Studievej 10. Næste livestreaming er tirsdag den 19. november kl. 18.45, og som altid er det gratis at deltage.
Foredraget hedder ”Forædling af mennesket – før og nu” Forelæser: professor i zoofysiologi Tobias Wang, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Sprog: dansk
I starten af 1900-tallet spillede biologividenskaben en vigtig rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik. I dag skaber genterapi og genetiske tests etiske dilemmaer – fx når vi bliver syge, er pårørende, får børn eller fravælger at få dem.
”Er det et problem for menneskets fremtid at alle mennesker, selv dem med fysiske og mentale handicap, får børn?” Sådanne spørgsmål spillede en vigtig rolle i samfundsdebatten i begyndelsen af 1900-tallet. Det blev forstærket af nye videnskabelige erkendelser. Ikke mindst af Darwins og Wallaces beskrivelse af hvor vigtig selektion har været for evolutionen – altså udvælgelse af de individer der har størst succes med at overleve og formere sig.
Foredraget henvender sig til alle med interesse for historie, bioteknologi, etik, biologi og moderne samfundsforhold.