Foråret synges ind i Sømandskirken
Torsdag 3. maj klokken 19.30 inviterer Nordsøkoret igen i år til Forårskor-café i kulturhuset Den svenske Sømandskirke i Hirtshals.
Foråret synges ind
Koret har sammensat et program, med perler fra den danske sangskat iblandet skønne viser og sange fra andre lande. Koret inviterer på fællessange, så du selv får mulighed for at være aktiv i sangglæden.
Hver torsdag aften øver Nordsøkoret på nye og gamle sange.
Korleder Vibeke Rolskov:
- Nu har jeg haft Nordsøkoret i hænderne i 14 år. Gang på gang overrasker dette lille ukuelig kor mig. Gennem årene har det fundet og videregivet særlig varme og glæde. Der er i koret fællesskab om at finde hjælpe hinanden til at finde modet til at løfte stemmer sammen.
Kunne man have lyst til at deltage, så tager koret gerne imod nye medlemmer. Og der er intet krav om, at man skal være specielt dygtig, eller kunne noder. Man
skal bare have det vigtigste; lysten til at være med. Så listes musikken langsomt på plads, og stemmerne frigøres undervejs.
Nordsøkoret har i over 31 år - med skiftende besætning og størrelse - sunget massevis af koncerter rundt om i landet, i kirker, teatersale, på museer, sågar i en kalkmine og på Himmelbjerget.