For nogle en hobby, for andre en levevej. 90 år gammelt band giver gratis koncert
Navne som Øjse, Lohse, Lange Kaj og Basker har for de fleste ikke meget med musik at gøre. Men det var navnene på nogle af de pionerer, der skabte KFUM Spejdernes Orkester i Hjørring tilbage i 1933.
Og snart kan KFUM- Spejdernes Brass Band således fejre 90-års jubilæum.
- Det var en flok friske Hjørring-drenge, som i 1933 fandt sammen og fik sat gang i et hornorkester, der ved ihærdig øven og store anstrengelser skulle spille ved et stort spejder-arrangement samme år, fortæller Per Højen, Spejdernes Brass Band.
Årene gik, nye drenge kom til, og orkesteret spillede efterhånden mange steder - også udenbys.
Sådan har det nu været i mange år.
- Orkesteret har været på en lang musikalsk rejse, og mange unge har fået en oplevelse for livet samt mange gode spillekammerater gennem deres engagement i orkesteret, fortæller Per Højen.
- Nogen har holdt musikken som en hobby, mens andre har gjort musikken til en levevej. Fælles for dem er, at de startede i KFUM Spejdernes orkester, supplerer han.
Orkesteret har i mange år deltaget i konkurrencer for Brass Bands, og har opnået mange fine placeringer gennem årene.
En fast tradition gennem mange år har været at spille 17. maj - Norges nationaldag i Kristiansand. Ligeledes har orkesteret ved flere lejligheder spillet ved De Danske Årsmøder i Slesvig.
Jubilæet fejres med en jubilæumsreception og efterfølgende koncert lørdag 29. april klokken 14, hvor alle er velkomne i lokalerne på Torvet 4.