Folkeskoleelever lærte sprog på gymnasiet
Hvor kommer Nutella fra? Hvordan siger man "Mor" på tysk? Hvad er nationalretten i Spanien?
Dem og mange flere spørgsmål skulle 6.-klasserne fra Hirtshals og Horne Skole svare på, da de var til sprogdag på Hjørring Gymnasium & HF.
I løbet af dagen blev eleverne præsenteret for de fire sprog: italiensk, tysk, spansk og fransk. De skulle bl.a. lære om, hvad man laver i fritiden i Tyskland. Desuden var de på en rejse rundt i Europa for at finde ud af, hvad man typisk spiser i de fire lande. De lærte også at sige blandt andet "mor" og "far" på alle sprogene.
Tanken med sprogdagen er at vise de unge mennesker, at sprog er sjovt: "At lære sprog er meget andet end grammatik. Det er også kultur. Vi gør meget ud af at gøre undervisningen varieret og sjov", siger underviser i spansk, Susanne Galsøe.