Folkekirkens Nødhjælp åbner genbrugsbutikker
Butikken i Østergade og på Hestkærvej genåbner i den kommende uge
HJØRRING: Fra uge 19 er det atter muligt at gøre et godt kup i de lokale genbrugsbutikker.
Efter næsten to måneders nedlukning på grund af corona-virus, slår Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Østergade 38 og på Hestkærvej 4 gradvis dørene op.
Hos Folkekirkens Nødhjælp har man taget beslutningen om gradvist at åbne genbrugsbutikkerne landet over. Som corona-situationen ser ud i Danmark, er det forsvarligt at åbne butikkerne, selv om det bliver til en anden hverdag, end man har været vant til.
- Vi har valgt en gradvis åbning, som sker på forsvarlig vis, lyder det i en pressemeddelelse fra Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
- I butikkerne følger vi myndighedernes råd og vejledninger, så alle kan føle sig trygge ved at handle i butikkerne.
- Der er masser af gode kvalitetsvarer, som kan købes i de begrænsede åbningstider.
- Vi har altid brug for nye frivillige kræfter til butikkerne.
Borgere, der er interesseret i at blive en del af fællesskabet, kan du kontakte en af de butiksledere: Butiksleder på Hestkærvej 4: Jens Jørgen Johansen jjjkj@jjjkj.dk Butikslederne i Østergade 38: Birgit Cecilie Simonsen birgit@pksimonsen.dk eller Konny Johansen jjjkj@jjjkj.dk
I begyndelsen af marts valgte Folkekirken Nødhjælp at lukke alle genbrugsbutikker midlertidigt for at beskytte frivillige og kunder mod corona-smitte.
Nedlukningen har på landsplan kostet organisationen 1 – 1,5 millioner kroner om ugen – penge som ellers skulle gå til verdens fattigste.