Følg Løkken Kunststi og se kunsten på de små hemmelige stier

18. april 2022 kl. 11.30

Løkken Kunststi venter på det gode vejr, så sidste etape kan fuldføres.

Og hvad er så Løkken Kunststi?

Det vil projektleder og idemager Jonna Liv Jensen, som også er formand for Kulturhus Løkken, gerne svare på:

- Løkken Kunststi er en oplevelsesvandresti med kunst, der præsenterer landsbymiljøet ved vestkysten. Den skal gøre gæsterne klogere på bæredygtighed, klima og naturens kræfter i en historisk kontekst med kunsten som bærende element, forklarer hun.

– Stien består af en oplevelsesrute på 6 kilometer, som går ad små hemmelige stier i Løkken. Bag den ligger byen og dens historie, klima og kultur med mere end 40 nye større værker / oplevelser. Og så er der alle de små keramiske værker eller malede sten i alle mulige hav-livsformer, der er intenderet til at vise vej. Så man ikke engang behøver et kort. Men kortet kommer nu også.

Desuden en hjemmeside med fortællinger via film om Løkkenvartegn og ruten samt børneaktiviteter til snak om det oplevede.

Billede beskrivelse

- Det er en familieaktivitet med åbent året rundt, fastslår Jonna Liv Jensen.

Målet er, at besøgende lærer Løkken endnu bedre at kende. Oplevelsen af at forstå naturens kræfter og inspiration til kunsten igennem hundreder af år, og at blive motiveret til at leve mere bæredygtigt.

Projektet er blevet til med støtte fra Norlys Vækstpulje, Nordea, Matchningsmidler, Feriepartner Løkken, Sol og Strand, Forsikringsselskabet Vendsyssel og Villa Vendel. Foruden andre donationer i form af bl.a. drivtømmer til navneskilte til stierne skænket af kunstmaler John Kristensen.

Kunstnergruppen bag de mange værker af alle mulige arter tæller lokale kunstnerne som Sanne Nørskov, Britta Kornum, Zita Svendsen, Jane Mikolajewicz, Jonna Jensen, Jørgen Ussing, John Kristensen, Lone Ejstrup Jensen, Hanne Rubæk og Vibeke Haagensen.

Billedkunstner Lise Vestergaard står bag 17 nye mindre murmalerier som fortæller om Verdensmålene, samtidig med at de viser ruten frem.

Billede beskrivelse

Ruten starter ved Lise Vestergårds og Kulturhus Løkkens gavlmaleri: ”Natures Way” fra 2020 lige ved siden af Løkken Museum.

Projektleder retter her en stor tak til de mere end 30 grundejere, som samarbejder med projektet.

Første værk af Lise Vestergaard er dukket op og henviser til Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse, og det er selvfølgelig placeret på Løkken skole.

Flere vil følge de kommende uger. Nogen er allerede påbegyndt, blandt andet på Rolighedsvej, som ligger ved Ane Bruggers Sti og endnu et værk på stien, som nu er blevet til Erik Larsens Sti. Den går fra Carl Jensensvej mod Ndr. Strandvej.

- Man kan allerede nu følge de mange små nye sten, keramikfisk og fisk i alle materialer eller murals rundt på Løkken Kunststi. Den forventes endelig afsluttet ved sæsonens begyndelse, om ellers vejr og vind er med projektet, siger Jonna Liv Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste