Fodkold udfordring i Tversted Klitplantage for 3800 fødder
- Det er gået glat. Sådan svarer Ann Dissing på spørgsmålet om, hvordan orienteringsløbet Nordjysk 2-dages er gået for arrangørerne OK Vendelboerne, Hjørring.
Vi er langt, langt inde i Tversted Plantage, og mens jeg kørte hen til målområdet på glatte is-belagte skovveje, tænkte jeg, om de som arrangører var trætte af sne og frost og om de har overvejet at aflyse - men der tager jeg helt fejl. Ann Dissing er tværtimod i strålende humør, og alle på "stævnepladsen" ser superfornøjede ud.
- Aflyse? Aldrig. Vejret er fantastisk herinde. Vi kan sagtens løbe i sneen, løberne har jo sko på til at færdes i terrænet. Mange løber i pigsko, fortæller hun, mens vi går ind i skoven og står ved et knudepunkt, hvor løberne tager i alle mulige retninger. Her er så smukt i det bakkede landskab, og koldt er det overhovedet ikke. Man bliver glad af at være her.
Orienteringsløb er i sandhed en sport for alle aldre. Masser af børn løber forbi, men også ældre damer passerer forbi, efter de har stoppet op ved posten og kigget på kortet.
Den største udfordring er al elektronikken, der kan have svært ved at klare frosten.
På hver af de over 100 poster skal løberne registrere sig med en chip. Men nu lyder meldingen, at post 52 er stået af og ikke er mulig at få til at virke.
- Men det er alligevel imponerende, at det kan lade sig gøre med al den elektronik. Vi kan oplyse løberne med det samme, hvordan det er gået, siger Ann Dissing.
Godt 1900 har deltaget i arrangementet, der også bød på løb lørdag i Tversted plantage, og fredag aften var der natløb i Aalbæk Plantage.
Ann Dissing er også samaritter på stedet, og en ung mand henvender sig til hende med den mest almindelige skade. Han har fået en gren langt ind i øjet, men heldigvis er der ikke sket noget alvorligt.
- Ellers har vi ingen skader haft, forsikrer hun, og der er slet ingen løbere, der er faldet og har brækket noget.