Flot og stemningsfuld julekoncert i Ugilt Kirke

Ann-Mette Elten fra ”På Slaget 12” og hendes mand Niels Kirkegaard satte publikum i den rette julestemning

16. december 2019 kl. 14.43

UGILT: I Ugilt Kirke er der tradition for, at der i julemåneden er en koncert, der giver tilhørerne en anderledes oplevelse end normalt, når der er koncerter i kirken. Der har tidligere været julekoncerter med ”Naboerne” fra Ansager: Helge Engelbrecht og Tommy Rasmussen, det populære Nordjysk Pigekor, det kendte par Alberte Winding og hendes mand Andreas Fuglebæk, den utrolige dygtige sanger Marie Carmen Koppel, og sidste år var det den professionelle trompetist Per Nielsen, der sammen med violinisten Alexandru Radu og pianisten Jacob Trautner, der holdt traditionen i hævd med en forrygende julekoncert.

I år var det Ann-Mette Elten fra ”På Slaget 12” og hendes mand Niels Kirkegaard, som satte publikum i den rette julestemning med deres stemningsfulde julerepertoire. Det er anden gang, at parret er i Ugilt Kirke. Første gang var til julekoncerten i 2015.

Ugilt Kirke var pyntet med levende lys og roser i kirkebænkene, og som altid til julekoncerterne var kirken fyldt til bristepunktet med et forventningsfuldt publikum.

- Det er dejligt, at der fortsat er stor opbakning til vores julekoncerter. Alle billetter var revet væk på blot 5 timer. Det er imponerende set i lyset af de mange andre koncerter, der er i kirkerne rundt i landsdelen. Vi rammer åbenbart rigtigt med vores valg af kunstnere, og så har vi et utroligt trofast publikum, og det er vi meget taknemmelig for, fortæller menighedsrådets næstformand Heidi Hunderup, der også bød velkommen til et glædeligt genhør med Ann-Mette Elten og hendes mand Niels Kirkegaard.

Ann-Mette Elten er nok mest kendt som sanger og sangskriver i Århus-bandet ”På Slaget 12”, men hun og hendes mand kan meget andet end at spille popmusik. I 2012 udkom hendes første klassiske album ”Adagio” med nogle af de mest populære arier fra operaens verden. Det var dengang en overraskelse for mange, at Ann-Mette Elten også synger opera, og det overraskede også julekoncertens publikum i Ugilt Kirke. De havde mest forventet en dygtig sangerinde, der fortolkede julens melodier, men de fik i høj grad en anderledes oplevelse af Ann-Mette Elten, som en meget seriøs sangerinde, der blandt andet sang ”Ave Maria” af Schubert og andre sange fra operaens verden.

- Luk øjnene og læn Jer tilbage. Lad juletravlheden være glemt for en stund og nyd alle vores kendte julesalmer, sagde Ann-Mette Elten som indledning til koncerten.

Hun og Niels fortolkede på helt deres egen måde den danske salmeskat med stor respekt for de originale melodier og tekster. Derudover rummede koncerten også numre fra hendes nyeste udgivelse ”Sange til jul”, der er hendes første julealbum. Albummet indeholder ni af de allerfineste danske jule- og vintersange arrangeret i helt enkle og akustiske versioner af Niels Kirkegaard.

Efter koncerten fik publikum lejlighed til personligt at hilse på og snakke med Ann-Mette og hendes mand, hvorefter publikum gik ud i decembermørket beriget af endnu en stor koncertoplevelse i Ugilt Kirke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste