Flot gymnastikopvisning i Taars
Taars Hallen dannede søndag ramme for en rigtig flot lokalopvisning.
Det var en af de bedste opvisninger i mange år, og det gymnastiske niveau var meget højt, lød det fra flere tilskuere.
- Det blev en super dag for TUI Gymnastik. Stemningen i Hallen var god og positiv hele dagen, og der var smil og glade miner overalt. Vi havde ca. 430 betalende tilskuere inde over 14 år. Herudover et hav af børn. Endvidere havde vi ca. 315 gymnaster på gulvet i løbet af dagen, oplyser klubben.
13 hold var på gulvet: 11 lokalhold, samt Vrå Juniormix og SHI’s Landsdelsjuniorhold fra 4. -7. kl., som havde deltagelse af 10 TUI gymnaster.
I pausen var der en lille overraskelse til publikum, nemlig en kort gymnastikopvisning med TUI Gymnastiks føl, hjælpetrænere, instruktører samt bestyrelsesmedlemmer. Efter bifaldet at dømme til stor fornøjelse for publikum.
TUI Gymnastik har tradition for at udnævne "Årets Knyw", som er en person, der har gjort sig særligt bemærket på en positiv måde i foreningen. Enten som leder eller gymnast, og ikke mindst på grund af sin væremåde og sin positive indstilling i det sociale samvær og frivillighed i foreningen. Årets Knyw blev præsenteret af kassereren i TUI Gymnastik, Claus Budolfsen, og i år har personen været hjælpetræner på tre børnehold, og derudover gymnast på 2 hold. Årets Knyw 2018 er 14-årige Emma Friis Andreassen.
- Vi glæder os allerede til opvisningen 2018, som forhåbentligt bliver i den nye tilbygning til Taars Hallen, hvor TUI Gymnastik kommer til at skal have til huse.