Flot besøgt klostermarked
Traditionen tro åbnede Vrejlev Kloster sin gårdsplads, hovedbygning og klosterhave til årets Klostermarked. Søndagen begyndte med let regn, men op ad formiddagen blev vejret bedre, og folk fra nær og fjern strømmede til Klostermarkedet, hvor de bidrog til den gode markedsstemning.
På gårdspladsen var en lang række boder med husflid, kunsthåndværk og planter, samt et stort fødevaremarked baseret på landsdelens kvalitetsfødevarer. Turen rundt på pladsen bød derfor på masser af smagsprøver, sanseindtryk og rigtig gode tilbud i de rekordmange boder.
I hovedbygningens spisestue og riddersal, solgte Poulstrup Friskole lette anretninger, og på gårdspladsen var der boder med salg af is, pølser og drikkevarer, og foran klosterets hovedbygning leverede Schwåmpis Venner dejlig musik, som fuldendte markedsstemningen.
I den flotte klosterhave, med de meterhøje blomstrende rododendron, var der udstilling af havemaskiner, flotte biler, veterantraktorer, bagning af snobrød over bål, klappedyr, ponyridning og leg for børnene. Aktiviteterne i klosterhaven blev afsluttet med en flot gymnastikopvisning med SHIs Landsdelsjuniorhold.
Vrejlev kirke var atter en del af klostermarkedet, og i kirken var der gudstjeneste og velbesøgte rundvisninger dagen lang. HH