Billede beskrivelse

Flere indbrud i Hjørring Kommune: Det kan du selv gøre for at undgå besøg fra tyven

22. oktober 2023 kl. 12.01
Opdateret 25. oktober 2023 kl. 09.51

108 procent.

Så meget er andelen af anmeldte indbrud steget på ét år i Hjørring Kommune. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

I tredje kvartal af 2022 blev der anmeldt 12 indbrud i Hjørring Kommune, mens der i 2023 i samme periode blev anmeldt 25 indbrud i kommunen.

- Danskerne har taget kampen op mod indbrudstyve, men der er fortsat et stort behov for, at vi fortsætter indsatsen mod indbrud, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt.

Bo Trygt er en indsats skabt af TrygFonden og Foreningen Realdania, der samarbejder med flere aktører - blandt andet Hjørring Kommune og Hjørring nærpoliti - for at modarbejde indbrud.

Lad lyset brænde

Bo Trygt understreger, at forebyggelsen mod indbrud er vigtig lige nu, da vi nærmer os de mørke måneder, der som regel er ensbetydende med flere indbrud. Derfor er et godt råd, at anskaffe sig sensorstyret udendørsbelysning, for ikke at give tyven arbejdsro og mørke at skjule sig i.

- Det er vigtigt, at tyvene ikke kan gemme sig, mens de forsøger at bryde døre og vinduer op. Sensorstyret belysning, som pludselig tænder, når tyven nærmer sig, har en afskrækkende effekt, og i det hele taget vil en bolig, der er oplyst, øge tyvens risiko for at blive opdaget af en opmærksom nabo, siger Britt Wendelboe. 

Bo Trygts fem råd til at undgå indbrud

1. Vær en aktiv nabohjælper

2. Tænd lys ude, og trim hækken

3. Gør det svært at bryde ind

4. Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt

5. Ring 114 ved mistanke om indbrud

Godt naboskab på gaden og på nettet

En anden ting, der kan være med til at afskrække tyven, er at være på vagt i dit nabolag, og fortæl dine naboer, hvis du ser eller hører noget mistænkeligt. 

Du kan eksempelvis melde dig ind i en nabohjælp Facebook gruppe for dit lokalområde. Du kan også downloade appen "Nabohjælp", hvor du kan aftale med dine naboer, der også har appen, at de skal se efter dit hus, hvis du eksempelvis skal på ferie.

Som noget nyt kan du nu også blive naboven. Det er en særlig dedikereret nabohjælper, der kan samle de andre naboer til aktiviteter, der kan være med til at mindske indbrud. Du kan melde dig som naboven inde i Nabohjælp appen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste