Flaget til tops for årets studenter
Hjørring Gymnasium på den anden ende - næsten 300 dimitteres . De første studenter fik huen på onsdag morgen
KOMMUNEN: Det sitrede, som det kun gør, når der er noget spændende i vente. Forventningens - og afslutningens time.
Tre år er der gået siden første skridt ind i en ny verden, og så er finalen der ganske pludseligt.
Sådan er det for de 10 STX-klasser og to HF-klasser, som dimitteres fra Hjørring Gymnasium i år - og for de fire første studenter var det tydeligt - for det første glæden over at alt er lykkedes og huen i hus - og den mærkbare forventning til dagene herefter med køreture og farvel-til-hinanden fester, der er en anden del af ungdomslivet.
Et step til en ny verden - måske med flytning til universitetsbyerne.
Men i nuet var det familien, der fyldte - mødt frem for at være med til at dele denne oplevelse.
På grund af det virus, der har vendt op og ned på al normalitet, havde gymnasiet iværksat en meget minutiøs plan, der sikrede, at de fire studenter, der blev færdig kl. 9.00 onsdag morgen havde opdelte pladser til deres familier i kantinen.
De blev vist ned - der blev skålet og talt om eksaminationen - og så var der ellers tid for pladsbytte, så næste hold forældre kunne komme til.
Traditionen tro sørgede de første studenter for at den 18 meter høje flagstang fik sit Dannebrog til tops - et smukt samarbejde med passende afstand mellem eleverne.
Det var Ellen Lykkegaard Lauritsen 3A, der indledte flaghejsningen og efter hende overtog Kristoffer Sten Drivsholm 3K, Dennis Maric 3C og Otto Grill-Henriksen 3K under supervision af rektor Elsebeth Gabel Austin.
En smuk tradition som selvfølgelig blev fulgt og foreviget af alle familierne.
De fire blev årets første studenter efter en eksamen som afsluttede med årets eneste mundtlige fag - forsvaret af den store SRP-opgave.
Onsdag fik yderligere omkring 25 elever huen på og i de kommende dage følger resten.
Dimissionen sker torsdag og fredag i næste uge - klassevis med seks klasser om dagen for at holde passende afstand til hinanden.