VENDSYSSEL: Tirsdag d.24. juli i Bjergby Kirke kan man opleve Danmarks mest kendte og anerkendte klassiske guitarvirtuos Kaare Norge.
Onsdag d. 25. juli - oplev Royal Danish Brass i Skagen Kirke. For fjerde år i træk stævner det danske blæserensemble par excellence, Royal Danish Brass, ud i det danske sommerland på cykel(!) - og med et spændende og iørefaldende program i bagagen. Royal Danish Brass blev grundlagt i 1977 af fire dengang unge messingblæsere i Det Kongelige Kapel - og ensemblet kan således i år fejre sit 41. års jubilæum.
Torsdag d. 26. juli - oplev Mette Grosbøl, sopran og Jakob Berggren Lindbirk, klaver fremføre "En rejse i opera og operette" i Hjørring Sognegård. En musikalsk rejse gennem operettens mestre Lehár og Strauss og deres kendte værker bl.a. Den Glade Enke, Flagermusen m. fl. Dagen byder på mere sang: I Raabjerg Kirke synger Pigekoret Nightingales værker af Weelkes, Hovland, Lutoslawski, Lennon/McCartney og Ramsing.
Søndag d. 29. juli - saxofon og orgel i Jetsmark Kirke med Michael H. Lund, saxofon og Randi E. Mortensen, orgel. Duoens evne til at formidle musikken og begejstre et publikum har overalt gjort dem efterspurgt på den kirkemusikalske scene. Der spilles fransk symfonisk musik af Guilmant og Bizet og skandinaviske folketoner samt nogle af nordens ældste salmer og folketoner.
Fjerde uge af Festival byder på guitar og pigekor
Vendyssel Festival har fem arrangementer i kommende uge
22. juli 2018 kl. 16.57