Fiskefestival: Kokkekonkurrence vil op i gear
Kokkekonkurrencen om bedste fiskeret ved Fiskefestivalen i Hirtshals drømmer om en højere profil og søger derfor kommunen om flere penge.
Kokkekonkurrencen Local Cooking er blevet holdt i forbindelse med Fiskefestivalen i august siden 2014 med stigende opmærksomhed fra publikum og presse.
Nordsøen Forskerpark søger nu på vegne af interessenterne bag Fiskefestivalen om 116.000 kroner, som skal bruges til at give profileringen af Fiskefestivalen og kokkekonkurrencen et nøk opad.
Man drømmer lidt om at bevæge sig opad, fordi man er inspireret af kokkekonkurrencen på Bornholm Sol over Gudhjem". Den bliver i juni transmitteret på TV2.
Projektkoordinator René Langdahl Jørgensen på Nordsøen Forskerpark har udformet ansøgningen til økonomiudvalget. Der er indgået mange overvejelser om, hvordan man kan hæve profileringen af konkurrencen.
- Vi har haft uformelle kontakter til TV2 og 24 NORDJYSKE i håb om at få et længere indslag, men rent nyhedsmæssigt er vi jo på dagen i kamp med andre, siger René Langdahl Jørgensen.
- Desuden foregår Fiskefestivalen samme dag som jomfruhummerfestivalen på Læsø, så vi får nyhedskonkurrence på selve dagen.
Af historiske årsager ligger datoen for Fiskefestivalen fast.
René Langdahl Jørgensen erkender, at Sol over Gudhjem er oppe i en hel anden økonomi end Fiskefestivalen, da Fiskefestivalen er baseret på frivillig arbejdskraft fra cirka 250 frivillige.
- Det er 4. år vi holder kokkekonkurrencen, så vores strategi er i stedet, at give den et løft hvert år, siger Rene Langdahl Jørgensen.
- For de kendte kokke, som kommer udefra for at være dommere, er det helt naturligt med en kokkekonkurrence i forbindelse med Fiskefestivalen. Hirtshals kan jo levere topvarer, som alle restauranter vil være glade for at bruge.
Arrangørerne af Fiskefestivalen krydser fingre for at politikerne giver grønt lys til et løft. Man overvejer at flytte selve kokkekonkurrencen til en mere central placering, hvor publikum kan komme tættere på og eventuelt følge med over storskærm.
Hidtil har kokkenes telte været stillet op på Beddingskajen.