Billede beskrivelse

Fire vandrestier i klitplantagen støves af: - Vi vil åbne mere til vores smukke natur

Twonby Arbejdslaug arbejder på højtryk for at lave låger og gøre markeringspæle klar til den gamle sti der får nyt liv

22. juni 2021 kl. 18.30

TORNBY: Fire gamle vandrestier skal genoplives omkring Tornby: Kirkestien, Dyssestien, Bjergsstien og Skudehandelstien. Og Kirkestien skal ifølge planen være klar til brug i september.

Tornby Beboerforening står bag projektet. Og en flok arbejdsomme frivillige i Twonby Arbejdslaug klarer det praktiske arbejde med at lave de robuste lærkelåger og gøre de solide afmærkningspæle i eg klar og sætte dem op på stien.

Ja fra lodsejere

Bestyrelsesmedlem Peter Kristensen fra bestyrelsen i Tornby Beboerforening fortæller, at lokalsamfundet for to år siden lavede en Potentialeplan. Et stisystem i og omkring Tornby var et af fokuspunkterne i planen.

Billede beskrivelse

- Den grundlæggende ide med et nyt stisystem er, at vi vil åbne mere til vores smukke natur, og give mange flere mulighed for at se området fra nye vinkler.

Der blev nedsat en projektgruppe som refererer til Tornby Beboerforening. Projektgruppen har søgt penge fra fonde, kortlagt stiforløbene og kontaktet lodsejerne i området, da de oprindelige stier går over privat grund og marker. Og lodsejerne har vist stor velvilje.

- Vi har lavet aftaler med lodsejerne, så vi kan genskabe to af stierne - Kirkestien og Dyssestien. Og vi er virkelig glade for, at folk har sagt ja til at stille deres jord til rådighed, siger Peter Kristensen.

Grafik:

Alle stier får udgangspunkt ved Dagli’Brugsen, der ligger ud til hovedvejen. Efter Kirkestien og Dyssestien begynder forhandlinger og anlæg af Bjergstien og Skudestien.

Det første stiprojekt beløber sig til cirka 60.000 kroner.

- Vi har søgt fonde og fået støtte fra SPOR, fra Nordea Fonden og fra Hjørring Kommune.

Stiprojektet er hjulpet godt på vej af SPOR, der laver informationstavler til strategiske steder på gåturen og informationsfoldere, der bliver placeret centralt i byen.

Gammel sti - nyt liv

De 12 frivillige i Twonby Arbejdslaug har i den grad smøget ærmerne op. For der er mange låger og pæle at håndtere, inden Kirkestien er markeret og klar til brug.

Alene på Kirkestien skal der opsættes 40 afmærkningspæle, ni låger og tre små-broer.

Kirkesporet går fra byen gennem plantagen og retur til udgangspunktet. Det krydser Dalgårdsvej, som er den centrale vej gennem plantagen, hvis man kører ind fra Købstedvej. Kirkesporet skal forsætte langs privatejede marker ud til Hønsebakkerne, hvor beboerforening vil sætte en bænk op, så man kan sætte sig og nyde synet over havet og plantagen.

Billede beskrivelse

- Stien har jo været brug gennem århundrede år, og selvfølgelig er der slidspor gennem terrænet. Vi vækker det gamle spor til live - eller rettere, vi revitaliserer det, fortæller Bent Skjoldborg, der har udarbejdet stiernes linjeføring.

- Det unikke i Tornby og omegn er blanding af kultur og natur. Der er masser af kulturminder på de spor, vi laver.

Samarbejdet

Tornby Beboerforening har samarbejdet med Naturstyrelsen og Hjørring Kommune om stiprojektet.

Arbejdsgruppen nedsat af beboerforeningen har bestået af Jytte Gade, Mona Jensen, Tage Christensen, Ejnar Vestergård, Ulrik Nielsen og med Bent Skjoldborg som tovholder.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste