Soldalløbet er for alle, uanset alder og sportslig træning. Det er et hygge- og familieløb. Arkivfoto. Foto: Niels Helver
Det sker

Find løbeskoene frem: Soldalløbet genopstår i anledning af hele to jubilæer

15. juli 2021 kl. 09:40

Det traditionsrige motions- og hyggeløb for alle, Soldalløbet, genopstår lørdag 7. august i anledning af Sindal bys 150 års jubilæum og Sindal Idrætsforenings 85 års jubilæum.

Det er fodboldtræner Steffen Haabendal-Jessen, der har fået ideen til at genoptage Soldalløbet, der har ligget i dvale siden 2016.

- Med den store opbakning, der er til ideen, bliver løbet helt sikkert en succes med flere hundrede deltagere. Der er også stor politisk opbakning. Per Møller, der 1. viceborgmester og formand for Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget, har lovet at starte løbet og løbe sammen med de mange deltagere, fortæller Steffen Haabendal-Jessen fra Sindal Idrætsforening.

Løbet er for alle uanset alder og sportslig træning. Løbsruten er relativ flad, men der er steder, hvor der skal passeres trapper, hvorfor deltagelse med barnevogn, klapvogn og lignende ikke er tilrådeligt. Løbet foregår i naturskønne omgivelser i en rundstrækning på 2,5 km. Der kan løbes 2,5 km, 5 km eller 10 km alt efter lyst og temperament.

Der udleveres løbsnumre mellem klokken 10.00 og 10.45. Klokken 11.00 går starten til 10 km, klokken 11.15 til 5 km og klokken 11.30 til familieløbet på 2,5 km.

Start og mål er parkeringspladsen ved Vendelbocentret, hvor der også uddeles ”Goodie-bags” til de første 50 børn, der gennemfører løbet. På plænen er der mulighed for at købe forfriskninger i form af pølser, øl, vand, softice, kaffe og kage.

Til de første 400 der tilmelder sig løbet via SIF’s hjemmeside eller på www.sportstiming.dk/event/9064 er der gratis trøjer. Der er allerede åbent for tilmeldinger.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu