Film-guf for både store og små
Hjørring BioCenter er klar til at byde både børn og voksne i stort tal velkommen hen over jul og nytår.
- Det er de største 14 dage for biografen hen over året sammen med vinter- og efterårsferie. Og filmene er rigtig gode i år, lover direktør Benny Bruun.
- Familierne kan gå i biografen og få to gode timer sammen, og vi vil gerne servicere dem.
Benny Bruun og hans hold står nemlig klar til at svinge både lune popcorn, kølige sodavand og andet kræs over disken, inden biografgængerne forsvinder ind i biografsalenes mørke for at nyde film på lærredet.
Og der er rigtig gode film i vente. Det konstaterer direktøren, der selv har set alle de film, der vises i biografen.
Benny Bruun og personalet frister også med fire film 24. december. De vises i løbet af dagen, og her står Star Wars, Jumanji, Ferdinand og Jeg er William på plakaten.
- Jeg kan huske, hvordan det var, da jeg var barn. Tiden gik alt for langsomt - nu kan man tage i biffen, smiler Benny Bruun.
- Det var en succes sidste år. Vi er fire mand klar til at tage imod gæsterne, siger han og tilføjer, at hans egen familie også skal i biffen i Hjørring juleaftensdag.
I den forgangne uge var der premiere på den nye Star Wars-film, og alene første dag besøgte 600 biografgængere biocenteret i Hjørring. Og Star Wars - The Last Jedi - vises også i juleferien, både i 2D og 3D. Inden Star Wars-filmen tages af plakaten i Hjørring, har 6000 gæster været inde at se den.
Benny Bruun forudser, at filmene Daddy’s Home og BadMoms Christmas formentlig også vil tiltrække det voksne publikum.
Familiefilmene Ferdinand og Paddington vil friste både børn og voksne, og det samme spår Benny Bruun om filmen: "Jeg er William", der blandt andre har Rasmus Bjerg på rollelisten.
Og så er en ny udgave af Jumanji på lærredet. Mange midaldrende film-elskere vil formentlig huske den første film, hvor børnene via et brætspil suges ind i en eventyrverden fyldt med spænding. I den nye film er det computeren, der indfanger aktørerne og sender dem og biografpublikummet på hæsblæsende action.
- Det er en helt fantastisk film.
En anden film, som får biografdirektørens anbefalinger, er The Greatest Showman.
- Den kan ikke tales nok op. Den er rigtig god - en film, der kan ses af hele familien.
Biografen frister med film frem til og med 30. december. 31. december er der lukket.
- Og 1. januar viser vi selvfølgelig tømmermands-film. Vi viser Star Wars og skruer lidt ned for lyder, griner Benny Bruun.
Og så glæder han sig til 2018.
- Det bliver et godt år med mange gode film. Det kneb lidt i 2017, blandt andet manglede vi gode, nye børnefilm til efterårsferien.