Fiber til alle: Mindst 11 forskellige valgmuligheder inden årets udgang
Nord Energi Fibernet er nået i mål med udrulning af fibernet til hele forsyningsområde - Egholm kommer med inden årsskiftet
HJØRRING: Et stabilt og hurtigt internet har afgørende betydning for både virksomheder og landets private husstande. Nord Energi Fibernet har nu sikret fibernet til hele forsyningsområdet, der tæller cirka 125.000 husstande fra Skagen i Nord til Nørresundby i syd. Eneste undtagelse er Egholm - og her er fibernettet også på vej.
Det oplyser Christian Frost Lauritsen, der er direktør for Nord Energi Fibernet.
Nord Energi Fibernet ejer fibernettet i Nord Energis el-forsyningsområde samt i Sæby, Frederikshavn og på Læsø.
Sikrer egnsudvikling
Nord Energi Fibernet A/S begyndte - efter en repræsentantskabsbeslutning - udrulningen af fibernettet i 2006, og ved årsskiftet til 2021 nåede det ambitiøse projekt i mål.
- Alle der vil have en fiberforbindelse kan få det. På landsplan ligger vi i toppen med udrulning af fibernet i forsyningsområdet, tilføjer Christian Frost Lauritsen.
- Vi kan tilbyde fibernet til alle i vores område - også til ”Maren i kæret”. Vi har stikledninger på op til 2,5 kilometer og vi har ikke sorteret nogen fra.
Der er et lille men.
- Udrulning til Egholm afhænger af tilladelse til krydsning af fjorden med fiber og hensyntagen til den 3. Limfjordsforbindelse – vores ambition og forventning er, at det lykkedes omkring årsskiftet, oplyser Christian Frost Lauritsen.
Den samlede pris for udrulning af fibernettet beløber sig til over en mia. kroner, og de er først tjent ind igen om en snes år.
- Det kræver tålmodige penge - og dem har vi. Vi er på den måde med til at sikre egnsudviklingen også i de områder, hvor der ikke bor så mange mennesker.
11 udbydere til tv og internet
Nord Energis fibernet blev i 2020 åbent for nye udbydere af interne- og tv-produkter. Og Nord Energi Fibernet har siden indgået aftale med syv udbydere. På listen står Stofa, Norlys Erhverv, Altibox, Kviknet, Maxspeed ved Telenor, Bolig:Net og Fastspeed. I 2021 kommer yderligere fire selskaber til: Hiper, Boxer, Yousee og TDC Erhverv.
- Inden årets udgang kan vi som minimum tælle 11 forskellige brands på vores net – og flere er på vej. Vi åbnede vores net for en række udbydere for at sikre borgere og erhvervsdrivende i vores fiberforsyningsområde så mange valgmuligheder som muligt, når det kommer til for eksempel valg af internet og tv.
- Vores ambition er, at alle husstande får de bedste produkter og den bedste forbindelse på adressen, og vi stiller ”transportvejen” - nemlig fibernettet - til rådighed, siger Christian Frost Lauritsen.
Nord Energi Fibernet forhandler løbende med flere udbydere om adgang til fibernettet i Vendsyssel.
Ubegrænset kapacitet
Højest mulig leveringssikkerhed, hastighed og kvalitet til billigst mulige penge er nøgleord for Nord Energi Fibernet. Christian Frost Lauritsen tilføjer, at der reelt ikke er begrænsninger på hastigheden i dag.
- Vores lyslederkabler er fremtidssikret. Det eneste der begrænser hastigheden er fibernetværkets elektroniske udstyr, der løbende opgraderes, samt udstyret hos kunder og udbydere.
I dag efterspørger brugerne af fibernettet generelt højere hastighed, og den udvikling har Nord Energi Fibernet også mærket.
- På årets første tre måneder har vi set en stigning på over ti procent i solgte båndbredder. Alene i 2020 steg trafikken på vores fibernet med cirka 50 procent. Den udvikling fortsætter. Og vi har ubegrænset kapacitet, understreger Christian Frost Lauritsen.
Nord Energi Finernet er stolt over, at kunderne i Vendsyssel har nogle af landets laveste priser.
- Konkurrencen blandt udbyderne sikrer lavest mulig pris til kunderne, og en god pris på leje af vores net kommer i sidste ende forbrugerne til gode.