Billede beskrivelse

Festlig åbning af jubilæumsudstilling - værker af 90 kunstnere vises frem

01. februar 2023 kl. 11.05

Fra dørene blev slået op, strømmede folk til Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) for at være med til at fejre museets 60 års jubilæum. 

En lystig summen af snak fra de over 500 gæster, og sang, musik og dans fra de mange optrædende spredte sig hurtigt over hele huset.

Med 90 kunstnere er jubilæumsudstillingen en tour de force igennem VKM's samling, der viser spændvidden indenfor både kunstnere, materiale og formsprog.

Billede beskrivelse

Hidtil ikke viste værker af Hjørring-kunstneren Kristian Hildebrandt indgår i udstillingen, ligesom en række nyerhvervelser præsenteres for første gang. 

Det var ikke kun udstillingen, der imponerede gæsterne, men også det mangfoldige program, som tilførte en ekstra dimension. Her kunne man høre Rytmisk Pigekor, der sang udstillingen i gang og spredte en skøn forårsstemning med fællessangen "Lyse nætter", hvorefter Brønderslev Forfatterskole tog over med poetiske oplæsninger om kærlighed og livsproblematikker. 

Billede beskrivelse

Guitarist Gustav Rask-Bressum fyldte huset med jazzede toner, og danseren Selene Troung indtog gulvet med moderne dans, inden duoen Wings afrundede en fantastisk dag på Vendsyssel Kunstmuseum.

Billede beskrivelse

- Det var en rigtig festlig jubilæumsdag på VKM. Vi er meget glade og taknemmelige for den store opbakning, og at så mange brugte lørdagen sammen med kunsten. I udstillingsperioden vil der være pop up udstillinger og en række forskellige aktiviteter, så fejringen fortsætter. Vi glæder os til at dele den med vores gæster, lyder det fra museumsdirektør Sine Kildeberg.

Billede beskrivelse

Jubilæumsudstillingen kan opleves på VKM's fire etager frem til 4. juni. Museet, der ligger på P. Nørkjærs Plads midt i Hjørring, har åbent tirsdag til søndag kl. 11-16.

2023 rummer faktisk to jubilæer for VKM: Dels at det er 60 år siden, museet blev oprettet, og dels at det er 20 år siden, det flyttede ind i den ombyggede klædefabrik.

Billede beskrivelse

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste