Fastelavn på Børglum Kloster
Fastelavn på Børglum Kloster med Krumme fra Hjørring
BØRGLUM: Fastelavn fejres efter alle kunstens regler på Børglum Kloster når Krumme fra Hjørring lægger vejen forbi det gamle kloster, lørdag d. 22. februar kl 14.00. Ulven Billie fra A-Z kommer med til fastelavn på Børglum Kloster, og han har fastelavnstønde og masser af ulveposer med!
Fastelavn er blevet en årligt tilbagevendende tradition på Børglum Kloster, hvor Krumme fra Hjørring er medarrangør, og A-Z har venligst udlån ulven Billie til fejringen af fastelavn på det historiske kloster, samt givet fastelavnstønde og ulveposer.
Ulven Bille vil sørge for den festlige stemning og Krumme styre slagets gang under tøndeslagningen, hvor Katte-kongen og Katte-dronningen af Børglum Kloster skal findes. Når Katte-kongen og Katte-dronningen er kronet stopper festlighederne dog ikke, da forældrene bagefter skal vise hvad de er gjort af i konkurrencen i ’Bide til bolle’.
Efter fastelavn er det også muligt at deltage i de forskellige børnespil, der kan findes i klostrets store kunstudstillingssal. Iblandt de forskellige spil er eksempelvis en fodboldlabyrint, et huskespil, ringkast mm. Spillene er lavet i anledningen af vinterferien, men traditionen tro er der også en konkurrence for børn.
”De magiske snebolde” er klosterets specielle konkurrence for børn i vinterferien. De magiske snebolde er gemt rundt på klosterets område og det er børnenes opgave at finde dem. For at vinde konkurrencen skal man blot finde 1 magisk snebold og afleverede den i klosterets café, hvor en hemmelig præmie venter.
Entré er 85 kr. for voksne og 40 kr. for børn. Børn i alderen 0-6 år har gratis entré.