Fantasifulde forklædninger: Slog katten af tønden i bobler - se video










I fredags var der stor fastelavnsfest på Vendsyssel NaturUnivers - Friskole og Børnehus. Festen var i coronasikrede rammer, da alle aktiviteter foregik i opdelte bobler. I Børnehuset var der en opdeling mellem vuggestuen og de yngste børnehavebørn og mellem- og skolegruppen. De to bobler slog katten af tønden i hvert deres lokale. På Friskolen var der tre bobler fra 0. - 4. klasse. De ældste børn slog katten af tønden tidligt om morgenen, så der senere var plads til 0. klasse i samlingsområdet og 1. - 2. klasse i gymnastiksalen.
Børnene havde glædet sig helt vildt til at komme i skole igen, og glæden blev ikke mindre, da de opdagede, at der også var tilrettelagt fastelavnsfest med udklædning og slå katten af tønden. Det meste af ugen gik med forberedelser til den store dag. Der blev malet motiver på tønderne, lavet fastelavnsris og fortalt om traditionerne med fastelavn.
Alle gik til tøndeslagningen med stor iver, men tønderne var sejlivet, så det varede et godt stykke tid, inden belønningen kom i form af slik, der faldt ud af tønderne.
I hver af boblerne blev der selvfølgelig kåret både kattekonger og -dronninger, og vinderen af den bedste udklædning i 3. - 4. klasse blev Silas, der var udklædt som ”John Dillermand”.
I gammel tid markerede fastelavn indgangen til fastetiden, der er en fysisk og åndelig forberedelse til påsketiden. Fastelavn kendes også som karneval, som stammer fra det latinske ”carne vale”, der betyder farvel til kød i de 40 dage, som fastetiden varer. I stedet spiser man fisk og groft brød. I dag er der dog ikke mange danskere, der faster i ordets oprindelige betydning, men traditionen med at feste inden fastetidens begyndelse er dog ikke glemt.