Seneste nyt

Familieprojekt blev til bogen Den gyldne sommerfugl og andre eventyr

Sygeplejerske, musikterapeut og mormor Åse Hyldgaard har skrevet en eventyrbog

11. november 2019 kl. 14.57

HJØRRING: Mormor fortæller eventyr og barnebarnet tegner til. Det er der nu kommet en bog ud af.

Bogen er skrevet af Åse Hyldgaard, som er sygeplejerske og musikterapeut samt tidligere plejehjemsleder. Barnebarnet Thea Hyldgaard Olsen har netop afsluttet 10. klasse og er nu studerende på en såkaldt Visuel HF uddannelse i Viborg, hvor hun videreudvikler sit talent for at tegne. Begge er fra Hjørring.

Åse Hyldgaard forklarer:

- Jeg startede på at fortælle eventyr, da mine børnebørn var små. Nogle af eventyrene skrev jeg ned, og de har ligget i skuffen i en del år. Nu er de redigerede og et af mine børnebørn, Thea Hyldgaard Olsen, der nu er 18, har illustreret eventyrene. Vi har arbejdet på projektet sommeren over, og nu er bogen på gaden.

Den gyldne sommerfugl indeholder seks eventyr, hvor hovedpersonerne er børn og dyr. Hvert eventyr har et tema, og selvom handlingen foregår i ’eventyrtid’ er temaerne nutidige.

Et af temaerne er forældre, der fysisk er tilstede, men mentalt fraværende. I eventyret ’Skolepigen der lærte at læse’ er temaet ordblindhed. Andre temaer er samarbejde, at være anderledes, at føle forventningspres i skolen og hvordan det føles, når hele ens kendte verden styrter i grus. Men som i alle gode eventyr er muligheden for, at alt ender godt, altid tilstede.

- Budskabet i alle eventyrene er, at når man bevarer håbet og stædigt bliver ved at forfølge sin lykke, så kommer hjælpen fra en uventet kant, når alt ser sortest ud, siger Åse Hyldgaard.

Målgruppen er alle der holder af et godt eventyr og bogen kan læses højt for børn fra 5 -6 års alderen. Bogen kan ses på facebook: Eventyr: Den gyldne sommerfugl og andre eventyr.

Bogen kan købes i boghandlen eller på forlaget kahrius.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste