Billede beskrivelse

Faglige aktiviteter aflyst: Sygeplejersker støtter i stedet lokalt

21. december 2020 kl. 05.30

HJØRRING: 89 sygeplejersker, der arbejder i Hjørring Kommune, får i år en ekstra hilsen fra Sygeplejefaglige Klub i Hjørring. De får hver et gavekort på 300 kroner til Hjørring Handel.

- Vi er en sygeplejefaglig klub, der laver arrangementer i løbet af året. Vi laver sociale aktiviteter og fyraftensmøder med faglige input. Men på grund af corona, har det ikke været muligt. Så vi blev i bestyrelsen for den sygeplejefaglige Klub i Hjørring Kommune enige om at glæde vores medlemmer og give nogle af pengene tilbage. Vi blev enige om at støtte Hjørring Handel, så medlemmerne kan gå ud at spise eller forkæle sig selv lidt, sagde sygeplejerske og visitator Ditte Vase, da hun hentede de mange gavekort hos Hjørring Handel på Amtmandstoften.

De kommunalt ansatte sygeplejersker arbejder blandt andet på ældrecentre, bosteder, i hjemmeplejen og i visitationen på rådhuset.

På bordet hos event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt lå de 89 gavekort klar, da Ditte Vase, der også er sekretær i den sygeplejefaglige Klub, hentede dem.

Rikke Ejsenhardt har hele julemåneden haft travlt med at lave gavekort til Hjørring Handel for firmaer og personaleforeninger, der gerne vil glæde deres ansatte og medlemmer - og samtidig støtte det lokale handelsliv i Hjørring.

- Det er virkelig flot, at blandt andre sygeplejerskerne tænker på de lokale handlende. Tak for det. Og rent personligt vil jeg også sige tak til de mange sygeplejersker, der knokler i de her tider, hvor det ikke altid er let. De udfører en utrolig vigtig samfundsopgave, sagde Rikke Ejsenhardt.

Ditte Vase var den første, der henvendte sig til Hjørring Handel om gavekort til foreningens medlemmer.

- Det blev min inspiration til at gå ud og fortælle om den mulighed, fortalte Rikke Ejsenhardt.

Siden er flere - mange flere - fulgt efter.

- Jeg har lavet gavekort for flere hundredtusind-kroner i november og december, fortalte Rikke Ejsenhardt.

- Og det er win win. Personalet får mulighed for at forkæle sig selv og er glade – og pengene bliver brugt i byen, og det er vi utrolig glade for.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste