Faglig stolthed i EUC-byen

20. december 2017 kl. 04.52

Eleverne på EUC Nord har med egen håndkraft og snilde opført en miniby i skolens murerhal, og i sidste uge slog elever og undervisere portene op til håndværkerbyen Skills City.

For et halvt år siden indtog eleverne en stor tom hal. I fællesskab har de siden rejst en stribe huse - og lært en masse om, hvordan man svinger både murerske, hammer og pensel. Og ikke mindst har de undervejs fået fælles succesoplevelser og mærket faglig stolthed.

Da det færdige resultat blev vist frem, var elevernes by gjort sprællevende med butikker, værksteder, caféer og musik. Og så bød skolens gastronomer tilmed på lækre smagsprøver.

I hallen lagde Sebastian Drachmann og Emil Algrensen de første sten til en mur, så gæsterne senere kunne prøve kræfter med murerfaget. De har begge valgt uddannelsen lige efter 10. klasse.

- Det har været skidegodt og meget lærerigt, lød det fra Sebastian.

De har blandt andet prøvet kræfter med murer-, tømrer-, elektriker og malerfaget på det første grundforløb, og de er ikke i tvivl om, at de vil fortsætter på mureruddannelsen.

Og så var de stolte over at vise et færdigt resultat frem i håndværkerbyen. Den stolthed forventer de også følger med faget.

- Når man har bygget noget, står det der jo også om 50 år - det er rimeligt fedt, smilede Sebastian.

- Ja, så kan man jo vise børnebørnene, hvad man har lavet, tilføjede Emil.

Mandag var Hjørring Kommunes 7. klasser på besøg i Skills City, og tirsdag var produktionsskole-elever samt 8. 9. klasse-elever og kommunale aktiveringstilbud inviteret, inden forældre og alle øvrige interesserede strømmede til åbent hus.

- Der er så meget faglig stolthed i det her, konstaterede koordinator for grundforløb 1, Kristian Holme Andersen.

- Vi vil rigtig gerne give eleverne oplevelsen af, at deres fag faktisk er interessant. Og her oplever de, at der er modtagere af det, de har lavet - uanset om de tømrer, murer eller laver mad.

Samtidig kan projektet friste nye elever til at vælge en erhvervsuddannelse.

- Eleverne, der kommer på besøg, er næsten på alder med vores elever. Så det at opleve, hvor meget man kan lære på et halvt år, er en stor oplevelse for begge parter.

Foruden de håndværksmæssige færdigheder, står der også dansk og matematik på skemaet på Grundforløb 1. Og i et af husene var en flok elever samt dansklærer Katrine Kristensen og matematiklærer og tømrer Jan Christian Risborg, klar til at fortælle og svare på spørgsmål fra gæsterne.

- Vi prøver at lave en undervisning, der drejer sig om grundfaget. I stedet for at analysere digte, skriver vi for eksempel nyhedsartikler om minister-besøg på skolen eller læser artikler fra fagblade, så undervisningen bliver fagrelevant for eleverne, forklarede Katrine Kristensen.

Mikkel Vestenbæk, Martin Ibsen, Elias Nielsen og Nicolai Reenberg har været særdeles tilfreds med det første halve år. Og de fire elever har sat kursen for deres karriere - de vil alle være tømrer.

Det første halve år har de både muret, tapetseret, malet og tømret samt lavet elektriske installationer.

- Det har været det bedste - vi har lært så mange ting, var der enighed om.

- Meget af de vi har lært kan vi bruge, når vi skal bygge vores eget hus engang.

Og så er de også enige om, at det et godt at vide, hvad andre faggrupper laver - også fordi de formentlig kommer til at arbejde sammen med dem.

Og folkeskolen, ja den savner de ikke.

- Vi har kun dansk og matematik her, og det er fantastisk.

At de har valgt tømrerfaget, har de også en forklaring på:

- Det er det bedste fag. Det er rart at arbejde med træ. Som murer laver man lidt det samme hele tiden. Som tømrer kommer du ud og laver meget forskellige opgaver, forklarede de.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste