Fælles sognedag i Sindal

30. august 2017 kl. 08.58

I søndags blev den nye sæson i Sognehøjskolen indledt med fælles festgudstjeneste i Sindal Bykirke for menighederne fra Sindal, Astrup, Tolne, Mosbjerg, Lendum, Hørmested, Bindslev, Sørig og Ugilt sogne.

Domprovst i Aalborg Stift Niels Christian Kobbelgaard var gæsteprædikant til gudstjenesten, og efterfølgende holdt han et levende og inspirerende foredrag i Sognegården om "Storm P og evangeliet". Et foredrag der kastede lys over Storm P mindre kendte sider som den samfundsrevsende og religiøse forfatter med de finurlige tegninger med vagabonder og klovner.

Gudstjenesten til denne Fælles Sognedag var ekstra festlig, da der også var barnedåb, hvor Lea og Rasmus fik deres datter døbt. Og domprovstens prædiken om: At vi er alle skabt i Guds billede, og alle er lige overfor Gud, passede fint til dåbshandlingen.

Sognehøjskolen er en spændende række foredrag, der er tilrettelagt sammen med de mange sogne. Foredragsrækken strækker sig frem til søndag den 18. marts 2018, hvor der er koncert i Bykirken med Ulla Henningsen, Uffe Markussen og Carsten Kær og efterfølgende ost og rødvin i Sognegården. Frem til afslutningen er der torsdag den 28. september foredrag med sognepræst René Højgaard Olsen om "Kristendommens indtog i Rusland. Onsdag den 11. oktober fortæller Frederik Lindhardt om "Livet med en demensramt far". Onsdag den 29. november kommer Johannes Langkilde, kendt som DR’s korrespondent i USA, og holder foredraget "Da amerikanerne gik hver til sit". Onsdag den 17. januar er der filmaften, og torsdag den 8. februar fortæller Mads Bille om "Jeg vil være jægerkorpssoldat eller operasanger", som det sidste foredrag inden afslutningen søndag den 18. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste