Billede beskrivelse

Få dig en oplevelse: Se arkitekternes fingeraftryk på Hjørring

Forening arrangerer byvandring

23. maj 2023 kl. 08.00

HJØRRING: Når Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur (FBL) onsdag 31. maj kl. 17.00 afholder byvandring, er det med fokus på "Arkitekternes Hjørring".

Arkitekter som Hans Vejby Christensen (1869-1945), Harald Magnus Lønborg Jensen (1871-1948) og Jens Jakobsen (1887-1968) tegnede i høj grad det bybillede, der i dag kendetegner det centrale Hjørring. På byvandringen er der mulighed for at få mere at vide om de bygninger, som man typisk kommer forbi i hverdagen.

Flere bygninger fra arkitekternes hænder kan i dag karakteriseres som vartegn for byen - og er erklæret som værende bevaringsværdige. 

Hans Vejby Christensen er blandt andet kendt for Odd Fellow-logen i Dronningensgade, ældrecenteret Fyensgade - og flere bygninger i Jernbanegade. 

For Harald Magnus Lønborg-Jensens vedkommende kan både den nuværende Nordjyske Bank i Østergade og Løveapoteket overfor nævnes - sammen med hans omfattende arbejde med ombygningen af Sct. Catharinæ Kirke. 

Billede beskrivelse

Også Jens Jakobsen stod bag flere markante bygninger i byen - blandt andet Gartnergaarden på hjørnet af Prinsensgade og Kochsvej, den nuværende Sparekassen Danmark i Brinck Seidelinsgade samt en lang række af byens smukke villaer.

Undervejs gennem byen fortæller Søren Thirup, Kirsten Holmsberg og Jens-Christian Hansen fra FBL-Hjørring om arkitekterne og deres bygninger. 

Byvandringen begynder foran Det Gamle Rådhus på Torvet og varer cirka halvanden time. Det koster 40 kroner for medlemmer og 60 kroner for ikke-medlemmer af foreningen af deltage.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste