Et farvel, en ekstra opkrævning - og en ordentlig bøf
Sovsen kunne næsten ikke rystes af kartoflen, og på tallerkenen lå også en hakkebøf, der nok ikke kan opdrives ret meget større i landsdelen.
Men det var ikke det eneste, som var på menuen onsdag aften på Hjørring Kro, hvor Hjørring Handel holdt generalforsamling: En dagsorden skulle også "tygges" igennem - og her kom handelsformand Allan Sørensen blandt andet ind på "Rigets tilstand".
- 2017 har været et utroligt godt år. Vi har trukket mange til gågaderne - og jeg tror ikke, at der sidder nogen her i aften, som ikke har haft et godt år, sagde han og kiggede rundt.
Detailhandelsanalysen, der dog opererer med 2016-tal, viser en vækst på 60 procent på Frederikshavnsvej, mens fremgangen i byen var mere afdæmpet med to procent.
- Men vores fornemmelse for 2017 er god. Vi har en forventning om, at der har været vækst på fem til syv procent, vurderede Allan Sørensen.
Selv om Hjørring Handel generelt er godt tilfredse med Hjørring Kommune og parternes samarbejde, så efterlyser Hjørring Handel konkrete initiativer, der skal øge antallet af turister og den omsætning, de lægger lokalt.
Det er som om, at turismeudviklingen er blevet en slags akademisk øvelse med mange møder og strategier, mener handelsformanden, der hellere vil trykke på markedsføringsspeederen og hale endnu flere nordmænd over kommunegrænsen.
- Vi har et kæmpe uforløst potentiale. Turismen omsætter i dag for 500 millioner kroner, men vi bør kunne omsætte for det tre-dobbelte. Vi ser gerne nogle midler tilført vores kasse, så vi kan angribe turismen på en anden og mere jordnær måde. Jeg mangler i den grad handling, lød det fra Allan Sørensen.
Når man skal kigge tilbage på 2017, kan man ikke undgå at komme ind på julebelysningen. Der kom virkelig blus på pærerne - og kinderne i kyssetræets indre - med en investering på et par millioner kroner. Omkring 600.000 kroner blev samlet ind, mens resten af beløbet afvikles via en leasingaftale, Hjørring Handel har indgået med Spar Nord.
Men bestyrelsen i Hjørring Handel sigter stadig mod (jule)stjernerne: Der skal fortsat være råd til et solidt. attraktivt aktivitetsniveau - samtidig med julebelysningen udbygges.
Derfor blev de handlende onsdag aften præsenteret for et forslag om, at de fremover skal betale 1600 kroner ekstra om året til investeringer og afdrag.
På trods af debat om manglende uddeling til de fremmødte medlemmer af 2018-budgettet, så endte 31 med at stemme for, mens blot en enkelt undlod at stemme.
Hjørring Handel kom i øvrigt ud af 2017 med et underskud på ca. 11.000 kroner. Foreningen havde ved årsskiftet 136 medlemmer.
Allan Sørensen kom også med en ekstra oplysning på generalforsamlingens faldereb.
- På et tidspunkt skal jeg jo stoppe, og det bliver senest på generalforsamlingen i 2021, slog han fast.
Efterfølgende forklarede Allan Sørensen til Vendelbo Posten, at han efterhånden har været formand i mange år, og at han har fået sat en del fingeraftryk på Hjørring Handel. Så nu er der god tid til at få kørt en ny mand eller kvinde i stilling. Allan Sørensen afløste i sin tid Per Boe Larsen ultimo 2012.
Ved valget onsdag aften blev det blot til en enkelt ændring i bestyrelsen: Gert Jensen, lokal ejendomsmand, som blandt andet er ved at renovere i Stokbrogade, afløser Henrik Svanhede, der ikke ønskede genvalg. Meny-købmanden tager i stedet suppleant-kasketten på, og den overtager han fra Olav Holm Hansen.