Er det biodiversitet eller ukrudt
Formand for Midtbyens Ejerlav: - Det er ukrudt
SINDAL: ”Naturkommunen blomstrer vildt” er Hjørring kommunes motto til kampagnen Hjørring som Naturkommune, hvor det er et ønske, at der i haver, rundkørsler og rabatter er en biodiversitet, hvor der er plads til vilde blomster, nye spændende planter, insekter og sommerfugle.
Derfor har flere spurgt, om området omkring Pakhustorvet i Sindal er omfattet af det nye tiltag som et vildtvoksende område af hensyn til biodiversiteten, eller om det blot er ukrudt. Da området ejes af Midtbyens Ejerlav, spurgte avisen formanden for Ejerlavet apoteker Jette Møller Andersen, hvad planerne for området er.
- Det er ikke planlagt biodiversitet, det er ukrudt. Siden sidste efterår, hvor Kurt Rasmussen stoppede som vicevært, har vi undersøgt mulighederne for vedligeholdelse af området. Vi har aftalt med Tangmose Multiservice fra Lendum, at de snarest rydder for ukrudt, men der er endnu ikke truffet aftale med en entreprenør om den fremtidige vedligeholdelse, fortæller Jette Møller Andersen.
Området omkring Pakhustorvet og Torvegade er en del af kommunens områdefornyelse. Begge steder blev renoveret tilbage i 2013. Områdefornyelsen er støttet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og er formgivet i dialog med og inspiration fra en borgergruppe i Sindal og firmaet ENG Arkitekter i Aalborg.