- Ensomhed er den synshandicappedes værste fjende
Blindes jul mangler folk, der kan stemme dørklokker - bladet er med til at finansiere arrangementer for svagtseende
- Som distributør af Blindes Jul siden 1989, står jeg i den situation, at jeg mangler sælgere.
Det fortæller Jørgen Torp, der er distributør i Dansk Blindesamfund Vendsyssel.
- Jeg har blandt andet forsøgt med annonce i Vendelbo Posten og personlig kontakt til personer, for at finde sælgere til en række byer. Sidste år solgte Kreds Vendsyssel godt 18.000 blade, og på nuværende tidspunkt mangler jeg at distribuere cirka 1.000 blade. Mit største problem er at de trofaste købere af Blindes Jul, der køber bladet hvert år ikke får mulighed for at gøre det. Der mangler sælgere til Lønstrup, Vittrup, Rubjerg, Sønderlev, Vennebjerg, Rakkeby og Ilbro.
Jørgen Torp opfordrer interesserede til at kontakte ham.
Læsestof til den søde juletid
Blindes Jul er klar med en inspirerende udgave af juleblad, og byder både på julehistorier og noveller.
- Du kan blandt andet læse fortsættelsen af Kristine Frøkjærs sjove nissehistorie fra sidste år. I år fortæller Kristine om julemandens forsøg på at blive ekspert.
Den forhenværende sognepræst Anders Pedersen skriver en artikel om julens budskab.
Hvordan julen fejres under fremmede himmelstrøg tager læserne denne gang med til Singapore og en beretning om højtiden i Sydøstasien.
Mette Birch fortæller om sit liv som svagsynet, og hvor svært det var at vænne sig til den nye situation.
Bladet indeholder flere konkurrencer, julespil og krydsord, som hele familien kan få glæde af i julen.
Birgit Kjærulff har igen været i det kreative hjørne og lavet en opskrift til en strikket nisse.
Forsiden af Blindes Jul er malet af Robin Haslund fra Hjørring. På bagsiden findes Agnete Odgaard Jensens madopskrifter. I år har hun lavet forslag til en 3-retters menu med to slags tilbehør, som både er sunde, fedtfattige og lette at lave, kun desserten kan vist ikke kaldes fedtfattigt.
Overskuddet går ubeskåret til blinde og svagsynede i Dansk Blindesamfund Vendsyssel.
- Vi kan for pengene lave flere årlige arrangementer for vore medlemmer. Disse er til stor glæde for alle og er med til at forebygge ensomheden, som er den synshandicappedes værste fjende. Til sådanne sammenkomster må vi bruge taxaer, og takket være indtægterne fra Blindes Jul, kan vi magte disse opgaver økonomisk. De senere år har vi fået flere udgifter, da vore tidligere tilskud er bortfaldet, oplyser Jørgen Torp i en pressemeddelelse.
- Vi er rigtig glade for, at der findes mødesteder for synshandicappede i Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring kommuner.