Enestående fodboldprojekt i HI
De første 11 trænere og ledere fra Hjørring Idrætsforening og en enkelt træner fra Skallerup Idrætsforening har færdiggjort deres uddannelse som idrætscoach.
Kurset er afholdt af DGI og har vakt genklang, idet det er første gang i Danmark, at en klub så massivt har satset på coaching som redskab for trænerne.
Coaching disciplinen lægger op til, at det er den enkelte fodboldspiller selv, der finder løsninger og muligheder på fodboldmæssige udfordringer.
Således træder træneren lidt mere i baggrunden med at diktere løsninger for til gengæld gennem spørgsmål at stimulere spilleren eller holdet til at tage mere ansvar og ejerskab for de løsninger, de finder.
- Udbyttet af coaching er typisk mere refleksive spillere, der kan tænke selvstændigt og som tør tage initiativ. Idrætscoaching er derfor et særdeles vigtigt værktøj at mestre for vores trænere, fordi det understøtter den læringsfilosofi, som vi I Hjørring Idrætsforening ønsker at have som fundament for vores træningskultur og vores træningsmiljøer, siger formanden for Hjørring Idrætsforening, Allan Kaufmann.
Klubben arbejder på en ny runde, hvor man håber på, at endnu flere lokale klubber ønsker at deltage, således, at niveauet på trænerne i hele Vendsyssel højnes.