Endelig er der coronafri arrangementer på Børglum igen
Til påsken 2022 kan man igen opleve kunsten på Børglum Kloster. Der åbnes lørdag 9. april. Foruden de faste udstillinger er der en kunstudstilling billeder og skulptur med værker af fire forskellige kunstnere.
Gerda Louis-Hansen udstillede første gang på Børglum Kloster i 2017. Hendes billeder fremstår som klare prismer, der fanger lysets farver, og hun kan med få streger fange et marehalmstrå, et ansigt eller som på nogle motiver en mor med sit barn. Disse udgangspunkter forvandles til et billedtegn.
Maja Lisa Engelhardt finder inspiration på den græske ø Naxos. Hun definerer sin kunst med en omskrivning af et kendt citat: ”Lyset over Akropolis og stjernen over Betlehem” til ”Lyset over og i Naxosbuen og lærketrækket over det danske landskab”
- Mit bidrag til udstillingen på Børglum Kloster er en række billeder, monotypier, som tager udgangspunkt i Naxosbuen. Som tilnærmelser til kunstens væsen: ”at gengive ikke det synlige, men gøre synlig”, udtaler kunstneren.
Anders Hald udstiller skulptur. Han er en ung dansk kunstner og er uddannet på kunstakademiet i Oslo. Han arbejder med ler, brændt og bemalet. På et ophold i Italien har han skabt 40 skulpturer, hvoraf nogle bedst sammenlignes med et vulkanudbrud. Se eksempler på dem på Børglum Kloster. Se også hans 3,65 meter høje skulptur ”If we build it, they will come” udstillet i klosterkirken.
Peter Brandes udstiller igen keramiske værker, som han gjorde på Børglum Kloster for fem år siden. Dengang var det kæmpe vaser. Denne gang blandt andet fade med dekoration med ugler, som han har et særligt forhold til. Samt krukker og døbefonter.
- Jeg udstiller gerne på historiske steder. Børglum Kloster med sin historie begynder her. Vores gamle Hærvej begynder her. Krige, endda borgerkrige har haft sit udspring herfra.
- Det vidunderlige udsyn fra klosterets jord og sydpå ned over Jylland har en særlig kraft til forståelse af vort land. Gudskelov at det udsyn stadig er bevaret, og må det altid være tilfældet, lyder det fra Peter Brandes.
De fire kunstneres udstilling kan ses i Hestestalden på Børglum Kloster frem til 23. august. Den er skabt i samarbejde med Galerie Moderne Silkeborg
Børglum Kloster har traditionelt åbent i påsken, og i år glæder familien Rottbøll sig specielt meget til, at der igen kan åbnes uden restriktioner og usikkerhed.
Familien driver godsets 437 hektar jord som almindeligt landbrug med hovedvægten lagt på planteavl.
Derudover det store besøgscenter fordelt i klostrets mange unikke og ikoniske bygninger med 15 historiske og kunstneriske udstillinger, der fortæller om klosterets tusindårige historie og meget andet.
Der er påskeåbent fra lørdag 9. april til og med 2. påskedag 18. april kl. 10-16. Hovedsæsonen er fra 30. april til 23. oktober.
Desuden er der Klosterbutik og Café Vognporten for besøgende på Børglum Kloster. Som noget helt nyt i år serveres der brunch alle ugens dage klokken 10.15-11.30 i cafeen. Forudbestilling dagen før anbefales.