En unik alderdom: På Tornbys nye friplejehjem kan ægtepar bo sammen
Det bliver et topmoderne friplejehjem med 30 friplejeboliger, hvor ægtepar kan bo sammen, der står færdigt medio 2025. Det tør Ole Rimmen, der er formand for Støtteforeningen for Tornby Friplejehjem godt love.
Ideen om et nyt friplejehjem i Hjørring Kommune har nogle år på bagen.
Men med en frisk byggetilladelse fra Hjørring Kommune til den selvejende institution Tornby Friplejehjem i hånden, er Ole Rimmen og resten af bestyrelsen for støtteforeningen klar til for alvor at trække i arbejdstøjet.
- I fredags fik vi byggetilladelsen fra Hjørring Kommune, og 22. marts bliver licitationen for hovedentreprisen offentliggjort. Det er godt at komme i gang, siger han med et smil.
Det er arkitekten Sigurd Jakobsen fra arkitektfirmaet ATRA, der har stået for tegningerne til friplejehjemmet på Købstedvej 9 i Tornby. Herudover er der blandt andet hentet inspiration fra en række andre nybyggede friplejehjem, designet af samme arkitekt, fortæller Ole Rimmen.
Det nye friplejehjem består af en central bygning og to fløje med i alt 30 plejeboliger på 51 m2. Ole Rimmen forventer, at der skal ansættes en forstander og cirka 25 medarbejdere.
Centerbygning bliver central
Fællesskabet bliver et vigtigt omdrejningspunkt i det nye friplejehjem. Det betyder, at Centerbygningen kommer til at spille en helt central rolle i beboernes liv, fortæller Ole Rimmen. For det er her, aktiviteter og forskellige kulturelle indslag skal foregå.
– Her skal være foredrag, sangaftener og anden underholdning, og så skal vi - som ethvert velfungerende plejehjem - have et årshjul med højtiderne og aktiviteter, der følger året, fortæller Ole Rimmen.
Ligeledes er der planer om et dyrehold og værksted på friplejehjemmet.
- Vi bygger både en fold til geder og et hønsehus, for vi ved, at det betyder meget for rigtigt mange ældre at have dyr omkring sig, som de kan tage sig af, siger han.
Stor interesse allerede
Interessen for en plads på det nye friplejehjem er stor, og den er ikke blevet mindre af, at der er mulighed for, at ægtepar kan bo under samme tag, fortæller Ole Rimmen.
Han får løbende opkald fra borgere, der gerne vil skrives op, og han glæder sig også over, at 365 betaler et fast kontingent til støtteforeningen.
– Men der er det vigtigt lige at huske, at Hjørring Kommunes visitationspraksis også gælder for det nye friplejehjem, understreger han.
Licitationen for hovedentreprisen offentliggøres den 22. marts 24, og byggeriet forventes igangsat i april 2024. Det skal efter planen stå færdigt medio 2025.