En skygge i solnedgangen - lunken dom til fyrprojekt
Det danske sommervejr kan være en lunken affære - og det kan man også sige, om den dom, Politikens arkitektur-redaktør, Karsten Ifversen, fældede over Realdanias Rubjerg Knude-projekt forleden. Anmeldelsen kastede blot tre ud af seks hjerter af sig.
Projektet indebærer blandt andet, at der er etableret en ny, indvendig trappe, så udsigten kan nydes, ligesom en prisme i toppen skal kaste lys ned igennem et trekantet mellemrum i fyrets indre.
- Men den giver ikke meget lys, lyder det i anmeldelsen, hvor der heller ikke er udelt begejstring over gittertrappen:
- Jeg formoder, det er for at lade lys trænge ned og gøre den visuelt let, men det betyder, at man får sand i hovedet fra de gæster, der går længere oppe i tårnet.
Helt forgæves har turen fra hovedstaden til Vendsyssel dog ikke været:
- (...) det skal understreges, at det er en uomtvistelig fed egenskab, at man kan komme højt op i den mest spektakulære og voldsomme natur, landet har at byde på.
Men uanset, hvad man synes om om det samlede projekt, så ændrer det ikke ved, at knuden og fyret er en turistmagnet af de store. Forleden aften var der eksempelvis masser af liv, da mange ville gæste stedet og skyde billeder, mens skyggerne i landskabet voksede i takt med, at solen gik ned.
Rubjerg Knude er blot et af flere steder i landet, hvor Naturstyrelsen og Realdania med forskellige greb forsøger at åbne naturen for publikum. Rubjerg-projektet er udført af Bessard’s Studio og JAJA Architects. Man forventer, at der vil gå endnu en halv snes år, inden fyret dratter i havet. Så historiens store timeglas er så småt ved at rinde ud.tn