En renovering af redningshuset i sigte
Huset skal tømmes og genstandene fotoregistreres – og udvælges til den nye udstilling
LØNSTRUP: Covid-19 bremsede for en planlagt renovering af den gamle redningsstation i Lønstrup. Det oplyser Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn i et nyhedsbrev . - Sidste år tømte vi loftet, fik alt varmebehandlet og træværk behandlet for borebiller. Økonomien er på plads også til opsætning af en ny udstilling i huset. Vi har nogle blå plader med fortælling om elementer i byens og egnens historie. Ikke kun om huse, som vi kan læse i flere turismeportaler. Inden renovering går i gang skal resten af huset tømmes, alt træ og jern behandles og genstandene fotoregistreres – og udvælges, hvad der skal med i den nye udstilling. Ungdomsforeningen Nemizis har sagt ja til at hjælpe med denne del af projektet.
- Det er vi utrolig glade for. tilføjer bestyrelsen i nyhedsbrevet.
- Vi har et tæt samarbejde med Dragør gennem historien om marinemaleren Christian Mølsted, som tabte sit hjerte til bagerdatteren i Lønstrup, det kan man høre mere om, når kunsthistoriker Tina Nygaard holder foredrag i Lønstrup 24. oktober. En udstilling om forbindelserne Dragør og Lønstup bliver en del af den nye udstilling.
- For god ordens skyld, så har intet at gøre med turistforeningens historiske arrangementer, byvandringer, åbent i redningsstationen og fortælling med Mårup. De har i flere år valgt at lave deres egne arrangementer med folk, som ingen relation har til lokalhistorisk forening.
Skolen lukket
Lønstrup gamle Skole blev lukket 12. marts og åbnede igen torsdag i sidste uge. - Selv om vi ikke kunne åbne arkiv eller mødes har vi ikke ligget stille. Vi sociale medier har vi deltaget i flere møder, kurser, webinarer om kultur, lokalhistorie mv. via zoom Sidst med ikke mindst et spændende webinar, Jeanette Varberg, der holdt et foredrag om bogen ”Viking”. Et foredrag, som kunne være spændende at få hertil, når man tænker på vikingerne ved Verdens Ende i Rubjerg. Desværre rækker økonomien ikke til et sådant foredrag, lyder det i et nyhedsbrev fra arkivet.
- Vi arbejder nu på at lægge forårets planlagte arrangementer ind i efterårs- og vintermånederne. Efterårets planer
Det foreløbige program for efteråret frister 6. august med arrangementet: Nye toner i Strandfogedgården i Rubjerg – Fortælling, musik, fællessang.
11. august er der planlagt: Naturkatastrofedagen – koncert med Drachmanngruppen i Cafe Bio.
19. august er der foredrag ved Peter V. Nielsen, kunstneren bag året Lønstrupplakat.
Endnu er der ikke sat dato på et besøg i lokalhistoriker Bjarne Simonsen store lokalhistoriske samling og et besøg på Lophave med fortælling om gårdens 150-årige historie efterfulgt af kosafari.
Der er desuden planer om et Grønlandsforedrag i september. 24 oktober er der foredrag om Christian Mølsted og Lønstrup v/Tine Nygaard , 7. november er Nordisk arkivdag og 9. november står der skumringstid i Norden på programmet.