En omgang selvforkælelse - og lækkerier til kammeraterne

18. december 2017 kl. 16.56
Opdateret 19. december 2017 kl. 19.11

16-årige Ida Kruse Andersen fra Hjørring fik sig en dejlig overraskelse, da hun fredag middag tog sin telefon.

Hun er nemlig den heldige vinder af Hjørring Handels og NORDJYSKE Mediers juleshopping-konkurrence, og mandag formiddag blev gevinsten omsat i butikkerne i Hjørring.

Ida tog plads i Krumme-toget sammen med veninden Frederikke Larsen Gotfredsen, og så gik det ellers løs med gedigen powershopping.

Den heldige vinder var i den grad overrasket, da hun fik den glade besked i telefonen af event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel.

- Det var helt vildt. Jeg har aldrig nogensinde vundet noget i hele mit liv, smilede Ida.

- Og det var sjovt, for Frederikke var oppe hos mig i torsdags, og vi sad og snakkede om, hvad vi ville gøre, hvis vi vandt en million - og jeg vidste som den eneste ikke, hvad jeg skulle sige. Og så vinder jeg 10.000 kroner dagen efter, griner hun.

Da Ida fik beskeden, havde hun fritime fra Hjørring Gymnasium, hvor hun går i 2. g.

- Jeg sad i en bil sammen med kammeraterne, og jeg tænkte: Hvad sker der. Jeg var helt rundt på gulvet, og så ringede jeg selvfølgelig til både mor og far.

Ida Kruse Andersen havde alle julegaver i hus. Og derfor kunne hun målrette gevinsten til selvforkælelse. Og så blev der da også lige til en kurvfuld søde sager til kammeraterne i klassen fra Hjørring Vin & Tobak.

Inden hun satte sig i toget, havde hun lagt en plan for shoppeturen. Med på turen rundt i butikkerne var Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel og account manager Pernille Ørum Pedersen fra NORDJYSKE Medier. Og de sørgede selvfølgelig for, at Ida ikke selv skulle trække betalingskortet gennem automaten, når hun havde udvalgt tøj, smykker, sengesæt, sko og støvler. Den sag klarede Rikke Ejsenhardt.

Udenfor butikkerne ventede Krumme-julemand med toget, så vinder med følge kunne blive transporteret standsmæssigt rundt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste