En ny stolthed for Hjørring skal rejse sig her
Tilbygning skal rumme et imponerende stykke håndværk
HJØRRING: Vejret var køligt, men eftermiddagssolen var smuk, da der tirsdag eftermiddag blev taget første spadestik ved Håndværkernes Hus i Hjørring.
Formand John Klinkby kunne sige velkommen til de godt 50 fremmødte, der var kommet for at se begyndelsen på en tilbygning til det gamle hus i Tinpottegyde.
- Tak for jeres fremmøde til denne spændende historiske milepæl, sagde John Klinkby blandt andet.
Planen er at lave en tilbygning på ikke mindre end 140 kvadratmeter - og den ventes at koste cirka 3,1 millioner kroner.
På forhånd er der samlet opbakning fra ni sponsorer, som også fik deres naturlige hæder ved spadestiksarrangementet.
Skal rumme Hjørrings tapet
Baggrunden for tilbygningen er et ønske om at skabe plads til "Hjørring Tapetet", der skal vise Hjørrings historiske vandring frem mod nutiden - fra 1243, hvor byen fik købstadsrettigheder. "Hjørring Tapetet" er inspireret af det berømte Bayeux-tapet, og de første sting til det 42 meter lange og 70 centimeter høje broderi blev taget i 2012.
Tapetet er blevet til på baggrund af et oplæg fra tegneren Poul Andersen, og det er blevet lavet af ikke mindre end 12 brodøser, der arbejdede på projektet i ti år. De har tilsammen lavet 107 motiver om Hjørrings historie.
Tilbygningen til Håndværkernes Hus ventes at være færdiggjort på et tidspunkt mellem juni og september denne sommer.