En hjælpende hånd: Juletræsfesten glippede, men så ringede det på døren
30 familier skulle have deltaget i en stor juletræsfest på Restaurant Svanelunden i Hjørring, men som så meget andet har covid-19 også stukket en kæp i hjulet på det arrangement.
Men familierne blev ikke glemt af den grund.
Serapion-logen Sct. Olai, Restaurant Svanelunden og Dansk Folkehjælp uddelte søndag 19. december juleposer til de familier, der skulle have været til juletræsfest.
Udover julegaverne var der også slikposer doneret af Føtex, madkasse og drikkedunk fra Vendsyssel FF, ost fra Ingstrup Mejeri samt marmelade fra Fynbo Foods.
Glæden var stor hos de 30 familier, der fik besøg af ”julemanden”.
Logen, Restaurant Svanelunden samt Dansk Folkehjælp håber, de kan holde fest i 2022 - og at de mange sponsorer, der tidligere har deltaget, vil bakke op om arrangementet igen næste år.