En helt ny og ugelang festival er på vej
I de naturskønne omgivelser med skov og sø ved Tolne Skovpavillon planlægger et driftigt hold at starte en helt ny, nordjysk festival - endda en ugelang en af slagsen.
Og ambitionerne er lige så store, som området er smukt.
For det bliver med både musikalske og kulturelle oplevelser, foredrag, underholdning og lækker mad fra lokalområdet, oplyser initiativtagerne.
Det er ikke en festival, der sættes i verden for at tjene penge til arrangørerne, for alt overskud skal gå til at støtte forskellige lokale foreninger, klubber eller andre gode tiltag.
- Et af formålene med det her er at donere overskuddet fra alle vores events til godgørende formål, som er med til at styrke kulturlivet og de unge mennesker, som i fremtiden selv skal nyde kulturen eller være en aktiv del af den, fortæller bestyrelsen for Soldal Event, som den nye forening hedder.
Dens bestyrelse består af formand Claus Dalsgaard, næstformand Jens Dalsgaard, Michael Dalsgaard og Pernille Wibe.

Som efternavnene antyder, er der en familiær relation, idet Claus og Michael er brødre, og Jens er deres far, mens Pernille er kæreste med en tredje Dalsgaard-broder.
- Det er dog meningen, at bestyrelsen skal sammensættes anderledes i fremtiden. Vi søger derfor nye ansigter og gerne folk fra erhvervslivet, som kan hjælpe os med deres forskellige ekspertiser, oplyser bestyrelsen.
Soldal Event har i øvrigt meget mere på programmet end den nye festival, for de laver events rundt om i Nordjylland året rundt.
Alle med samme formål, nemlig at samle penge ind, der skal sendes videre ud i lokalsamfundet.
Er selv musikere
Den nye festival løber af stablen første gang i uge 33 næste år, og det er planen, at den skal ligge fast i netop uge 33 hvert år.
- Hver dag vil have et tema. Det kan være en dag eller to dage med noget for børn. En dag for erhvervslivet, hvor de kan netværke lokalt. Dertil musikken, boder, legeplads til børnene med mere. Vi vil forsøge at ramme bredt, fortæller bestyrelsen.

De planlægger at have fire scener i området, og der skal være mange forskellige genrer musik.
- Der skal være noget hele dagen, og noget for alle. Både garvede musikere, men også nye bands - og meget gerne lokale mindre bands, fortæller de.
Både Claus og Jens er selv musikere gennem mange år, så de har et stort, musikalsk netværk at trække på.
- Det har altid ligget i vores familie at være med til at arrangere ting og være frivillige. Og det er de erfaringer, vi vil trække på nu, siger de.
Familien stammer selv fra Tolne og har blandt andet lavet harmonika-festival i Sindal. Blandt andet derfor er Tolne og området ved Skovpavillonen blevet valgt som festivalens hjemstavn.
- Det her var jo et sted, hvor familier mødtes i gamle dage, og det vil vi gerne genoplive. Og vi håber at ramme så bredt, at vi kan ramme de fleste, og vi er meget lydhøre overfor gode forslag og idéer, siger Jens Dalsgaard.
Synes det er sjovt
Planlægningen af næste års festival er allerede i fuld gang, og Soldal Event har allieret sig med Tolne Camping, hvor interesserede kan booke plads til særlige festivalpriser hele uge 33, ligesom der arrangeres busser frem og tilbage.
Men som det siges "uden mad og drikke, dur helten ikke" og derfor bliver der - udover boderne på pladsen - også restaurant i selve Skovpavillonen.
- Vi vil dertil gøre brug af lokale samarbejdspartnere. Så det for eksempel er lokale catere, der kommer til at stå for maden, og bruge lokale håndværkere og virksomheder til alt det praktiske, siger Michael Dalsgaard.
For det lokale er netop i højsædet, også når der forhåbentlig skal deles penge ud.
- Vi starter festivalen for at hjælpe og støtte lokalt, og vi håber da, at der kommer mange penge ind. For os skal det bare gå i nul - alt overskud deles ud, lyder det.
Festivalen bliver i øvrigt ganske gratis at besøge, så indtægterne kommer til at stamme fra salg på stedet.
- Vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt, og det er dejligt at kunne være med til at skabe endnu mere liv i landsdelen. At være med til at gode oplevelser for andre.
Derfor er navnet på den nye festival også blevet "Den Bette Goe".
Håber på ét om måneden
Men det er ikke kun festivalen, som Soldal Event lægger kræfter i. Allerede nu er der arrangementer på programmet.
Blandt andet koncert med "På Slaget 12" i Tolne, foredrag med Peter Mygind på Vendelbohus og julekoncert med Anne Dorte Michelsen.
Alle kommende arrangementer kan i øvrigt ses på hjemmesiden.

- Vi håber at kunne have et arrangement hver måned. Det kan være alt fra musik, foredrag, stand-up til busture ud og opleve Nordjylland. Vi tager også meget gerne imod henvendelser, hvis nogen vil have hjælp til at arrangere noget, siger Michael Dalsgaard.
- Og hvis man synes, vores projekt lyder spændende, vil vi meget gerne have flere frivillige kræfter, eller man kan blive medlem af foreningen og få billigere entré til arrangementer, hvor der er entré, og andre fordele, runder bestyrelsen af.