En Gammeldags Jul med fuld tryk på

29. november 2017 kl. 08.20

Hirtshals by vil i december måned være præget af en række nye juleaktiviteter, der gennemføres under overskriften: Gammeldags jul i Hirtshals.

Som ophavsmænd og -kvinder til de aktiviteter står en initiativgruppe bestående af medlemmer fra Hirtshals Handel og Erhverv, som før et morgenmøde i foreningen stak hovederne sammen.

Resultatet blev 23 punkter, som Dorthe Schaltz, B & B by til Sea ledsagede på morgenmødet med ordene:

- Vi er nogle kræfter i byen, der vil noget med Hirtshals. Tanken er fællesskab og nye aktiviteter.

Hun blev suppleret af en anden person fra initiativgruppen Carl Sverre Bodin, Culinariet som udtrykte glæde over at komme til byen som tilflytter, men som derefter tilføjede:

- Vi trænger til at få løftet byen.

Det havde initiativgruppen selv tænkt at gøre i samarbejde med bestyrelsen for Hirtshals Handel og Erhverv, og parterne er nu klar med programmet for Gammeldags Jul.

De tre december søndage op til juleaften er der søndagsåbent, og specielt på de dage vil der være mange juleaktiviteter både for voksen og børn.

Der er lavet kunstudsmykning i mange vinduer, og seks kunstnere udstiller i Nørregade, nemlig Møbelstof Kunst, Amp. Foto, Wood Pek Keldberg, Arena Kunst og Nørskov.

Klumpfisken Klumpe går og deler godter ud, der er boder med brændte mandler ved runddelen, levende musik i gaderne og country sange ved Lauras Plads. Spejderne sælger juletræer fra den gamle butik Nørregades Blomster og blandt de andre aktiviteter serveres der også bjesk fra Hirtshals Museum tre steder i Nørregade.

Specielt for børn er der blandt andet julekonkurrence, børnetegninger, sjove quizzer for børn, hestevognsture og så kommer Claus Gaihede fra Yxenborg og viser middelalderens virkelighed midt i Hirtshals.

Endelig skal nævnes at et stort Havstrygerløb den 10. december har start fra Jepsens Plads.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste