
En fighters fortælling - Anns oplevelse med kræft og Stafet for livet
Ann Charlotte Thomsen fra Hjørring har skrevet om sin oplevelse med at blive ramt af kræft:
En dag som alle andre, skulle man tro. Det startede med de ting, man jo gør, når vi står op om morgenen: Jeg tog sit tøj på. Men i løbet af dagen tænkte jeg, at det var da en træls bh, jeg har fået på.
Nå, men det er nok bøjlen, der er bøjet, for det gjorde lidt ondt i den venstre side af brystet. Senere samme dag tog jeg bh’en af og mærkede en knude lige der, hvor det var ømt. Men det kan da ikke passe, jeg har for to måneder siden været i mammografi, og der var ingenting?
Nå, men det måtte undersøges, virkelig dårlig timing, da jeg stod lige overfor en mundtlig eksamen dagen efter. Eksamenen gik rigtig godt, puhaaa!
Tid til lægen, som sagde, det var positivt, at knuden gjorde ondt, men vi tager ikke nogen chancer, du kommer i en kræftpakke. Derefter gik det stærkt.
Så er det godt vi lever i et velfærdssamfund, når det virkelig gælder! Jeg kørte til Aalborg Sygehus Syd, hvor der blev taget ultralydsskanning og prøve af knuden. Derefter fik jeg svar, og det var desværre kræft.
Omkring en måned efter var jeg opereret og klar til kemo-forløb og derefter stråler. Mine tanker var mange, hvad med min uddannelse, kunne jeg klare den? Min familie, hvordan ville de reagere? Og netop nu, hvor min egen mor lige havde været igennem nyrekræft og heldigvis var godt over det. Derudover var der min kære Moster som lå syg af lungekræft. Hun var også den første, jeg besøgte efter den første kemo-behandling, for at vise at jeg nok skulle klare det.
Tænkte jeg må tage en dag ad gangen, og som man siger, lave en plan A, og hvis ikke det lykkes, så er der en plan B.
Med dette udgangspunkt ville jeg gennemføre min uddannelse som socialpædagog, dette var mit fokus nummer et, og det samme med familien, og alt andet var bare bonus, hvis der var mere energi.
En dag ringede min søde veninde Lise. Hun skulle spørge fra Christina fra Team Waldorf, om ikke jeg kunne tænke mig at være med til Stafet for livet. Det var dagen efter min første kemo-behandling, og jeg var lidt bekymret, for jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det. Men som Christina sagde, at bare jeg ville komme, om så bare for at sidde i teltet for at være med.
Jeg tænkte, at det ville jeg, også bare for at opleve det fantastiske arbejde, alle de skønne mennesker gjorde for et godt formål. Jeg skrev til mit netværk, om der var nogen, der havde lyst til at sponsorere mig, hvis jeg kunne gå nogle runder. Her var der så mange søde mennesker, som gerne ville give en et beløb, og det er jeg så taknemlig for, tusinde tak! Det endte med syv runder, meget godt i betragtning af hvad jeg lige havde været igennem.
Selve ideen med Stafet med livet, syntes jeg er fantastisk. Jeg mærkede en helt speciel energi omkring de mennesker, der deltager, ligesom en fælles varme og forståelse omkring det samme mål.
Men den helt store oplevelse var lysposerne og den stemning, der er omkring. Det er her, det hele går op i en højere helhed. Her mindes man dem, som ikke overlevede, og dem der kæmper med ”DEN FORBANDEDE SYGSOM”, og det bliver gjort på sådan en respektfuld og fin måde.
Jeg var selv overrasket over, at der var poser, der stod mit navn på, og det kan ikke beskrives, hvilke følelser der går igennem en, for jeg er jo bare” lille mig”. Flotte lysposer med mit navn på. Det er jeg dybt taknemlig for og har ikke ord til at beskrive, hvordan det føles.
Jeg har i dag sat det sidste punktum i min behandling og er færdigbehandlet og rask. Det er også lykkedes at blive færdig som socialpædagog uden en eneste sygedag. Så lige nu er der Ann-tid, og jeg er ved at samle kræfter til at starte på arbejdslivet igen. Men en af de ting, jeg har fået ud af forløbet, er, at man ikke skal vente til i morgen, og at man skal gøre det, der følges rigtig i maven, uanset hvad livet byder på, og i mit tilfælde er det et bump på vejen, der skal overstås.
Til alle jer der lige nu kæmper, til jer der har kæmpet, til jer der savner en, der ikke overlevede, tilmeld jer Stafet for livet i Hjørring. Det er en ubeskrivelig oplevelse: At møde ligestillede, at se dem der er foran en i forløbet, og ikke mindst se dem, der er blevet raske .
Tilmelding www.stafetforlivet.dk under Hjørring Den 9. Stafet for livet i Hjørring er den 26. og 27. august på Dyrskuepladsen.