En aften med fokus på det gode liv som ældre
Ældrerådet i Hjørring Kommune invitererede alle borgere over 60 til hygge, musik og foredrag på Vendelbohus
HJØRRING: 339 borgere deltog tirsdag aften i en aften med et humoristisk og vitaminfyldt foredrag leveret af Karin Flensborg, vellyd fra Lars Jakobsen Trio inklusiv fællessang og nyt fra Ældrerådets formand, Kirsten Holst. Og indimellem var der afsat tid til kaffe og sandwich.
Stedet var den store sal på Vendelbohus
Ældrerådet i Hjørring Kommune var i anledning af FNs internationale ældredag vært, og det kommunale råds medlemmer var overvældet over og glade for den store opbakning til aftenen.
Samtidig var aftenen en god anledning til at fortælle deltagerne om Ældrerådets arbejde - både de opgaver rådet har arbejdet med og de kommende udfordringer.
- Vi vil gerne være synlige i kommunen, så borgerne ved hvem vi er og hvad vi laver, fortæller Kirsten Holst.
Formanden understreger, at Ældrerådet har meget fokus på de penge, som er bevilget til ældre.
- Vi holder øje med, at de nu også bruges på området i stedet for at forsvinde i et hul i kommunens budget.
- Værdighedsmilliarden vil overgå til bloktilskud fra 2020, hvilket indebærer, at Hjørring derefter kun får godt 12 millioner. I Hjørring er der et budgetforslag om, at de 14.1 million vil forblive på ældreområdet, hvilket vi selvfølgelig er utrolig glade for på ældre borgers vegne. Vi vil følge op på, at pengene forbliver på ældreområdet
Kirsten Holst oplyste blandt andet om Ældrerådets fokus på de forebyggende hjemmebesøg, der er et tilbud til borgere over 75 år.
- Proceduren har været, at der er inviteret til informationsmøde. Den procedure skønner ældrerådet ikke er tilstrækkelig. Er der nogen som har behov for hjælp og vejledning, så kontakt visitationsafdelingen, lød opfordringen fra Kirsten Holst.
Formanden nævnte i sit oplæg også lukning af Ældrecenteret Havbakken og en eventuel flytning af de ældre medborgere.
- Vi har i Ældrerådet valgt at undlade at afgive høringssvar i den sag. Vi ser os ikke i stand til at give høringssvar ud fra den procedure, der har været omkring lukningen af Havbakken.